Skip navigation

Nyt dansk studie: Markant fald i kræftfremkaldende virus

Flere typer af virusset HPV er nu udryddet blandt unge mænd i Danmark.

Professor Susanne Krüger Kjær
Professor Susanne Krüger Kjær har ledet den nye undersøgelse, der viste, at unge mænd var negative for seks typer af HPV bl.a. de to højrisikotyper 16 og 18, som er årsag til flest HPV-relaterede kræfttilfælde. Foto: Tomas Bertelsen.

Humant Papilloma Virus, HPV, er årsag til en række kræftsygdomme hos både mænd og kvinder, bl.a. peniskræft, analkræft og livmoderhalskræft. Vaccination mod HPV blev indført i det danske børnevaccinationsprogram til piger i 2009 og fra 2019 blev også drengene inkluderet i programmet. Tidligere undersøgelser har vist, at HPV-infektion er meget hyppig hos både mænd og kvinder.

I et nyt forskningsprojekt har forskere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning undersøgt, hvor hyppig infektion med HPV er hos unge mænd i Danmark efter at vi har haft HPV vaccination af kvinderne i ca. 10 år. I denne nye undersøgelse, der omfattede unge værnepligtige mænd, er resultatet interessant og nok lidt overraskende:

- Alle mændene var negative for seks typer af HPV bl.a. de to højrisikotyper 16 og 18, som er årsag til flest HPV-relaterede kræfttilfælde. Det er første gang, vi har vist dette blandt danske mænd. Det er en virkelig god nyhed, som fortæller os at vi er på rette vej med at få bragt mængden af virus ned og dermed forebygge hundredvis af kræfttilfælde, siger professor Susanne Krüger Kjær, der har ledet den nye undersøgelse.

Hun er professor på Rigshospitalet og forskningsgruppeleder ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

Det er en virkelig god nyhed, som fortæller os at vi er på rette vej med at få bragt mængden af virus ned og dermed forebygge hundredvis af kræfttilfælde
Professor Susanne Krüger Kjær

”Hold fast i den gode udvikling”

HPV-vaccinen blev indført som del af børnevaccinationsprogrammet til piger i 2009. Mændene i den nye undersøgelse er derfor ikke selv vaccineret mod HPV, da vaccinen først senere er blevet et tilbud til drenge. De få mænd, der selv havde tilkøbt vaccinen, er sorteret fra i undersøgelsen.

Forskernes konklusion på de nye resultater er derfor, at de seks typer af HPV som man ikke fandt hos mændene, er væk på grund af den såkaldte flokbeskyttelse. Det betyder, at kvinderne takket være vaccinen ikke længere videregiver virus til mændene, som på den måde er beskyttet.

- Budskabet fra undersøgelsen er, at vi gennem HPV-vaccination får bragt mængden af virus i samfundet ned. Men den udvikling kan vende, hvis f.eks. færre bliver vaccineret eller vi kun vaccinerer et køn, siger Susanne Krüger Kjær.

Hendes opfordring er derfor klar:

- Det er utrolig vigtigt, at vi holder fast i indsatsen for at få bragt virusbyrden i samfundet ned. Vores undersøgelse viser, at det kan lade sig gøre, hvis vi holder fast i den gode vaccine-tilslutning blandt både piger og drenge. På den måde kan vi undgå mange tilfælde af kræft, og redde hundredvis af liv, siger Susanne Krüger Kjær.

 

Resultaterne er offentliggjort her: Munk C. et al.: Prevalence of HPV and HPV type distribution in penile samples in young men in Danmark – results 10 years after implementation of a girls-only HPV vaccination program. J Infect Dis.  2024 Mar 12:jiae068.  doi: 10.1093/infdis/jiae068. Online ahead of print.