RAMT AF COUNTER-STRIKE
Peter ”dupreeh” Rothmann Rasmussen voksede op i Allerød nord for København. Hans far var revisor og direktør, og det blev senere ham, der tog ansvaret for alle Peters kontrakter. Peter var god i skolen, men da Counter-Strike for alvor ramte ham, blev det til virkelig mange timer foran skærmen. Først på de lokale fritidsklubber, og senere på hans værelse hjemme i familiens hus. Til en del bekymring for både lærere og forældre.
- På et tidspunkt tog mine forældre mig med til en psykolog, fordi de var bekymrede for, om jeg var blevet spilafhængig. På vej hjem i bilen spurgte jeg, om de ikke ville have været stolte af mig, hvis det nu havde været fodbold, jeg brugte så meget tid på? Det ramte dem, for det var jo rigtigt, og det ændrede deres indstilling.
I dag har timerne på teenageværelset vist sig at være en god investering. dupreeh er en af esportens helt store stjerner, og Counter-Strike har givet ham et privilegeret liv, hvor han lever godt af at gøre det, han holder mest af. I dag spiller han for det franske esportshold Team Vitality.