Skal du så dø, mor?

Lægen bevæger ultralydsskanneren langsomt rundt på Tanias bryst, mens hun følger med i de skiftende billeder på skærmene ved siden af. Tania har i forvejen fået at vide, at hun ikke skal være særligt bekymret – langt de fleste unge kvinder i hendes alder, der skal have tjekket en knude, får heldigvis at vide, at det ser fredeligt ud. Så Tania er rimeligt rolig. 

Pludselig retter lægen sig op i stolen og kigger en ekstra gang på de gråhvide skygger, der toner frem. 

- Er du kommet alene, spørger hun?

Selvfølgelig havde Kamil, Tanias mand, tilbudt at tage med. Men de tænkte jo ikke, at der var noget alarmerende, så Tania havde trumfet igennem, at hun bare kunne fikse det selv. 

- For det ser desværre ikke så godt ud, siger lægen så.

Hun opfordrer Tania på det kraftigste til at tage én med om to uger, når svarene på biopsierne er klar. For selvom hun ikke kan sige noget med sikkerhed endnu, så har hun lavet det her i over 30 år, og vil gerne forberede Tania på, at svaret nok ikke er positivt. 

Først da går det op for Tania, hvad det er for en besked, hun lige har fået. Hvert skridt ned gennem den lange hospitalsgang føles blytunge, og da hun endelig kommer frem og får åbnet bildøren, synker hun ned i sædet. Hun fisker telefonen op af tasken og taster Kamils nummer ind. 

- Hvordan er det gået?

Da hun hører hans stemme, kan hun ikke holde tårerne tilbage. Hun kommer til at tænke på deres to små piger. På det tidspunkt er Emilia syv og Nova kun fire år gammel. 

Ingenmandsland 

I de næste to uger skal de bare vente. I den periode fortæller parret situationen til de nærmeste venner og familie. Så ved de, hvad det handler om, hvis resultaterne bekræfter lægens bange anelser. Men pigerne får ikke noget at vide. For hvad skulle de sige? 

Uvisheden fylder hos Tania. For første er hun magtesløs. Normalt er hun kontrolmenneske til fingerspidserne og sætter pris på struktur og planlægning. Men lige nu er der intet at handle på. Det føles bare som én lang ørkenvandring af bekymringer igennem ingenmandsland. 

Kamil og Tania aftaler at parkere tankerne i baghovedet for at kunne fokusere på pigerne og hverdagen, der også skal passes med børnehave, skole, fritidsaktiviteter og to fuldtidsjob. Men spørgsmålene trænger sig uundgåeligt på: Har det spredt sig? Hvor alvorligt er det? Hvad er fremtidsudsigterne? 

Den værste del ved ventetiden er, at de må undertrykke deres følelser, når de er sammen med pigerne. Hele tiden lade som om, at alt er godt. Det føles forkert. Som familie er de vant til at tale tingene igennem, og som forældre vil Kamil og Tania også gerne vise pigerne, at selv voksne til tider kan være triste – og at det er helt okay, for følelser er ikke farlige. 

Sygdommen sidder i brystet

Næsten 50.000 børn i Danmark lever lige nu med enten en far eller mor, der er syg af kræft, og hvert år får 10.000 beskeden om, at en af deres forældre har kræft. Når det sker, er det vigtigt at tale med dem om sygdommen. For børn fornemmer hurtigt, når stemningen eller rutinerne i hjemmet ændrer sig, og de kan komme til at bruge meget energi på at forestille sig, hvad der kan være galt. 

Netop derfor sidder Kamil og Tania nu over for deres to piger i dobbeltsengen, allerede få timer efter, de har fået svarene på vævsprøverne og den foreløbig plan. I dagene op til har de begge undersøgt, hvordan de skulle give beskeden. Her har de blandt andet fået god hjælp på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, der handler om børn som pårørende. 

Hun indleder samtalen ved at fortælle, at hun har fået en sygdom, der nok kommer til at påvirke hverdagen i noget tid. Mens hun forklarer, tager hun sig på brystet for at illustrere, hvor det sidder.  

Selvom begge piger bliver kede af det, er deres reaktioner milevidt fra hinanden. Nova fokuserer mest på det konkrete. For det er da fjollet, at mor kommer til at miste sit hår og det ene bryst – det kommer da til at se grimt ud? Emilia er mere stille. Men så bryder hun tavsheden med spørgsmålet, der rammer som en hammer i maven: 

- Skal du så dø, mor?

Brystkræften blev fundet i tide 

Den type brystkræft som Tania har, hedder HER2 positiv og er kendt for at være aggressiv sammenlignet med andre former, fordi den typisk vokser hurtigere og har en højere risiko for at sprede sig. 

Hvis ikke det havde været for den lille knude i armhulen, som Tania oprindeligt blev henvist til mammografi for, havde lægerne aldrig fundet ’den store mørke skygge’ i brystet – en mangostor knude, der trods sin størrelse, ikke var til at mærke og føle på. Knuden gemte sig godt i Tanias meget tætte brystvæv, ligesom de to knuder ved kravebenet som de efterfølgende MR-scanninger afslørede.  

Men heldigvis er sygdommen fundet i tide, og lægerne er positive. Så selv om Emilias spørgsmål går lige i mellemgulvet, er svaret klart: ’Ja, det er rigtigt, at man kan dø af sygdommen, men det har jeg ikke tænkt mig. For lægerne har en behandling, som de regner med kan fjerne kræften’. 

De taler desuden om, at man nogle gange kan gå og forstille sig skræmmende ting, der ikke passer – og at det derfor er vigtigt, at pigerne kommer til Kamil og Tania, så de kan snakke om det sammen. 

Skub frygten til jorden med åbenhed

Det faktum, at brystkræft er en sygdom, man kan dø af, fylder alligevel en del hos Emilia. Parret beslutter derfor, at åbenhed om sygdommen må være det bedste værn mod frygten. I det omfang det giver mening for pigerne, forsøger de derfor at inddrage dem i forløbet. 

Første store skridt i behandlingen er kemoterapien. Mens den står på, taler de om, at behandlingen godt kan gøre mor træt, måske endda lidt syg. Tania forsikrer dem, at det ikke er et udtryk for, at hun bliver mere syg, tværtimod. På de dage, hvor Tania har brug for at ligge på langs, forsøger de at hygge sammen om en film, hvor det er tilladt at småblunde undervejs. Samtidig sætter Tania ord på, at hun synes, det er trist, at sygdommen gør hende så træt, at hun må ligge ned, i stedet for at de kan lege, som de plejer. 

Efterhånden som Tania kan hive store totter ud af hendes tynde hår, beslutter hun, at det må af – og at de må gøre det sammen, hvis pigerne har lyst. Og det har de!

Behandlingen går slag i slag, og det næste som Kamil og Tania forbereder pigerne på, er brystoperationen. I dagene op til forklarer parret, hvad der skal ske – og spørger samtidig pigerne, hvad de tænker? Uden at give for mange detaljer – og uden at det bliver en lang alvorssnak. 

Det er tydeligt, at de begge er lidt spændte på det der med, at lægerne skal fjerne mors ene syge bryst. Så da Tania kommer hjem fra sygehuset, får pigerne lov til at se såret, stille alle de spørgsmål, de har, og samtidig få afmystificeret, hvordan det egentlig ser ud, når man kun har ét bryst. Nova synes, at det ser lige så fjollet ud, som hun havde forestillet sig. 

Som sagt er Nova ret opmærksom på de kropslige forandringer, Tania går igennem. Hun er derfor også den første til at udforske Tanias silikonebrystprotese, da den flytter ind på matriklen. Mors nye bryst vækker så stor nysgerrighed, at Nova gladeligt tilbyder gæster, venner og veninder muligheden for både at se og røre ved det. Selvom Tania ikke altid er lige så klar på initiativet, er det befriende at opleve hendes umiddelbare og naturlige tilgang til noget, der ellers kunne føles så alvorligt.

Et trygt rum midt i det ukendte

Selvom Tania undervejs har forsøgt at dokumentere med mobilen, hvordan det er at være til behandling på sygehuset – og hvordan det er at være ’koblet til slangerne, der giver medicinen’, så giver det bare et helt andet indblik, da pigerne får lov til at komme med til den allersidste strålebehandling. Her får de nemlig lov til at komme helt tæt på strålekanonen, ligge på lejet og fornemme rummet. Det ser jo ganske ufarligt ud og ligner mest af alt noget fra en rumfilm. 

I takt med at pigerne bedre forstår, hvad der foregår, føler de sig mere trygge. For både Nova og Emilia bliver det naturligt, at deres mor for en stund er skaldet og den eneste kvinde i svømmehallens omklædningsrum, der mangler et bryst – også selvom det giver anledning til, at de andre børn stirrer. Så fortæller Nova dem bare, at ’ja, hendes mor har fået fjernet sit bryst, fordi der var brystkræft i’. 

Kamil og Tania er overbeviste om, at deres åbenhed har været en afgørende styrke for hele familien. Ved at tale ærligt om det og inddrage pigerne føler de, at de har formået at skabe et trygt rum midt i det ukendte, hvilket har gjort de forandringer, der har været undervejs, mindre farlige. 

I dag, halvandet år senere, har Tania det godt. Siden hun afsluttede behandlingen i august 2024, er hun blevet erklæret kræftfri.