Susanne var opgivet af lægerne, da ’miraklet’ skete

Susanne er panikslagen, da hun vågner i hospitalssengen. 

Først tror hun, at det er en drøm. Men da hun kigger anden gang, går det op for hende, at den er god nok: Otte stive plastikrør stikker op af den nederste del af hendes mave.  

Susanne stirrer stift på det, mens hun forsøger at afkode, hvad det er.  

Inden operationen har lægen præsenteret to mulige scenarier: Enten forsøger han at fjerne al kræften, men så ryger blære, endetarm og skede også. Ellers prøver han det sidste skud i bøssen. Mere kan han ikke sige, før, han har åbnet Susanne op.

Hun er villig til det hele. For hun er 26 år – og det her er hendes allersidste chance for at overleve. Så da døren går op, og kirurgen træder ind på stuen med ansigtet lagt i alvorlige folder, slår hendes hjerte et ekstra slag. 

Lige dér vil Susanne bare gerne have dommen. Nu.  

Men ingen siger noget.

Livmoderen skal fjernes

Dét, som lægen reagerer på under undersøgelsen, er en stor tumor på livmoderhalsen, som han kan se med det blotte øje. Den skal fjernes i en allerhelvedes fart.

På det tidspunkt har Allan og Susanne været kærester i syv par år, og de er netop begyndt at tale om børn. Så da de oven i hatten får at vide, at det ikke bare er tumoren der skal fjernes, men hele livmoderen, rammer beskeden ekstra hårdt. 

Susanne er knust ved tanken om, at hun aldrig får mulighed for at blive mor. Men samtidig bliver hun nødt til at samle tankerne. For der er ikke et andet valg. Hun parkerer derfor den del for en stund og forbereder sig på den forstående operation, som var det en blindtarm, der skulle fjernes. 

Operationen går godt, og få uger senere er Susanne på benene igen.

Folk fortæller velmenende, at hun nok skal tage den lidt med ro. Men ro er det sidste, hun har i sig. Nu er det bare om at komme tilbage til hverdagen med fuld skrue. 

Selv om Susanne gerne vil have det hele til at være, som det engang var, ved hun inderst inde godt, at noget for evigt er forandret. Noget, som hun skal lære at acceptere.

I lang tid kaster hun blikke efter folk, der triller rundt med barnevogne – og kan slet ikke rumme veninderne, der på stribe annoncerer, at der er en baby på vej.

Så hvordan gør hun?

Endnu en tumor 

Inden Susanne for alvor når at finde sine ben i den nye tilværelse, opdager hun en tidlig sensommermorgen, at noget er ruskende galt igen. Det løber koldt ned ad ryggen på hende, da hun griber telefonen: 'Jeg bløder', fremstammer hun, så snart hun får sygeplejersken i røret.

Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, at Susanne bløder fra underlivet. For da de seks måneder tidligere fjernede livmoderen, syede de skeden sammen i toppen. 

Men held i uheld finder lægerne dagen efter en rest tråd fra operationen. Den sender de for en sikkerheds skyld til dyrkning – og da svaret kommer, bliver de mindst lige så rystede over beskeden som Susanne.

Det viser sig, at der under første operation er drysset kræftceller ud i sammensyningen, og ud af det er der vokset en ny tumor. Denne gang er operation ikke en mulighed. 

Susanne bryder sammen i stolen foran lægen. Det bliver første og sidste gang under hele sygdomsforløbet. 

Så rejser hun sig resolut op, tørrer tårerne væk med bagsiden af hånden og tænker: ’Hvis den sygdom vil have en runde mere, så tager vi en runde mere!’

Derfra bliver Susanne igen meget handlingsorienteret. Det har båret hende igennem uden at knække før – og det skal det også nu, hvor hun mere end nogensinde har brug for at holde hovedet koldt!

Det første, hun skal have styr på, er arbejdet. Så hun drøner direkte fra sygehuset og tilbage på kontoret, hvor hun hiver fat i chefen. Det næste er behandlingsplanen, som hun skaber overblik over i en notesblok. Her er alt fra behandlingsdage, tidspunkter til medicintype og dosis sirligt nedskrevet. Det hjælper at kanalisere energien på detaljerne. 

Susannes redningsmand

I starten kan Susanne godt holde til at arbejde sideløbende med behandlingen, men i takt med, at der gradvist bliver skruet op for doserne, fordi tumoren ikke reagerer som ønsket, bliver hun dårligere. Efter seks måneder må lægerne sande, at behandlingen ikke virker. 

I journalen noterer lægen ’patienten forventes ikke at blive helbredt’.

Beskeden rammer Susanne som en hammer. I lang tid har hun holdt følelserne på afstand, men nu mærker hun noget igen: dødsangsten. 

Men, siger lægen så og forklarer, at Susanne lige skal tilses af en kollega på Rigshospitalet. Her møder hun Svend Aage Engelholm, professor i klinisk onkologi og partikelterapi. 

Manden, der præsenterer hende for de to sidste muligheder, hun har. Manden, der ved et lykketræf netop er kommet hjem fra udlandet med behandlingen, som redder Susannes liv. 

Første patient i Danmark 

Da narkosen strømmer ind i Susannes krop, ved hun endnu ikke, hvad hun vågner op til på den anden side. Hendes tanker kører i ring: Hvilken af de to operationer går han mon med? Vågner hun op kræftfri, men uden endetarm, blære og skede?

Det ved Svend Aage heller ikke, før han har hende på operationsbordet. 

Men da snittet bliver lagt, står det soleklart, at tumoren slet ikke kan fjernes grundet størrelse og placering. Så der kun er én mulighed tilbage! 

Muligheden, som han udtrykkeligt har forklaret Susanne, at han ikke kan garantere virker. For det er en helt ny behandling, som ingen i Danmark har fået endnu. Så man kender i bund og grund ikke særligt meget til den, andet end at den på papiret ser ud til at virke. Susanne er den allerførste patient, der skal afprøve behandlingen herhjemme. 

Behandlingen er en form for brachyterapi, altså indvendige stråler.

Omdrejningspunktet er en ny avanceret maskine, der gør det muligt at give brachyterapi på en helt ny måde. Nemlig med en teknik, hvor man fører en lille radioaktiv kilde ind i nogle plastikrør, som kirurgisk anbringes direkte i svulsten uden at ramme og skade det omkringliggende raske væv.

På den måde kan man give en højere dosis stråler og ramme kræften mere skånsomt og effektivt. 

Det virkede! 

I Susannes tilfælde er der opereret hele otte plastikrør ind på tumoren – og da tumoren ligger, som den gør, er Svend Aage og hans hold nødt til at gå ind gennem maven i stedet for underlivet, som man ellers ville gøre. 

Derfor slår Susanne øjnene op på opvågningsstuen til det voldsomme billede af rørene, der nærmest vokser ud af hendes mave. Men bliver mere rolig, da Svend Aage giver hende forklaringen. 

Intet er dog afgjort endnu. I de næste 48 timer skal Susanne isoleres, mens strålerne skal strømme ind gennem rørene. Det er de værste to døgn. Helt alene. 

Derfra skal tiden vise, hvordan tumoren reagerer på behandlingen. 

I venteværelset tre måneder senere sidder hun klar til at få afgørelsen sammen med sin søster og en god veninde. Det eneste hun kan fokusere på er den lille picnickurv, som de har sneget med ind. Den giver hende kvalme. Tror de virkelig, vi skal ind og have en besked, der skal fejres?

Det giver et sæt i hende, da hendes navn bliver råbt op. 

Da Svend Aage begynder at fortælle, stormer hun ud på gangen for at finde det nærmeste toilet. Så kaster hun op. 

Behandlingen har virket. Kræften er væk. Svend Aage kalder det ’et mirakel’.

Forskning har reddet Susannes liv

Det er nu 30 år siden. 

Allerede i starten af det ’nye’ liv tager Susanne en vigtig beslutning: Hun vil ikke spilde tiden med at spekulere for meget over, hvad der ville være sket, hvis hun aldrig havde mødt Svend Aage. 

For nu vil hun ikke bare overleve, hun vil leve. Men, hvordan? 

Susanne har ingen manual. Men hun ved, hvor hun skal starte: Hun skal kunne mærke noget igen! I alt for lang tid har Susanne været vant til at have et slags skjold på, som hun selv kalder det. Det har holdt hende til ilden og til tider beskyttet hende fra sine egne følelser. Nu skal hun bryde ud af det. 

Det kræver nogle års tilløb, men da hun gennem Kræftens Bekæmpelse får mulighed for at stå i spidsen for en samtalegruppe for kvinder med underlivskræft, sker der noget. Her bliver de svære snakke om barnløsheden, parforholdet, sexlivet, kroppen, sindet, døden og livet vendt. 

Det er forløsende at dele sin historie og lytte til andre. Det bliver et særligt fællesskab, hvor de nærmest kan færdiggøre hinandens sætninger, fordi de alle ved præcis, hvad den anden taler om. 

Langsomt begynder Susanne igen at mærke, hvordan solen varmer hendes hud, og hvordan duften af forår giver hende sommerfugle i maven. 

Undervejs har Susanne med egne ord, ’ramt bunden’ et par gange, men er kommet styrket op hver gang – og selvom det stadig er en stor sorg i dag, har hun lært at acceptere, at hun ikke bliver mor. Livet med en hel flok på fire, vasketøj til halsen og madpakkeræs bliver aldrig hendes, selv om det altid har været drømmen – og det er okay. 

For i dag har Susanne også lært at elske alt det, livet uden børn kan. Gennem årene har hun kunnet give den fuld spade i den ellers hårde ejendomsmæglerbranche på en helt anden måde – og knoklet sig til lederroller og er sprunget ud som selvstændig. 

I mellemtiden går Susanne og Allan venskabeligt hver til sit. Han har været en stor støtte for hende hele vejen igennem. Men et sted i tiden efter sygdommen vokser de bare fra hinanden. 

For seks år siden møder Susanne sin nuværende kæreste, Claus. Ham hun kalder ’manden i mit liv’. Han er typen, der skænker kaffe på sengen hver morgen og sørger for Susannes yndlingsdrinks fredag eftermiddag. 

Sammen nyder de friheden i ikke at skulle tage hensyn til andre end hinanden. De er begge impulsivt anlagt, og det bliver derfor til mange spontane rejser, middage og stunder med gode venner. Det er præcis, som det skal være.

’Skjoldet’ er gået i dvale. Men det er ikke længere væk end, at det fluks kan tages i brug igen. For det slår hende da nogle gange: Hvad nu, hvis det kommer igen? Men så kommer hun i tanke om det, der har reddet hendes liv: Forskningen og Svend Aage, hendes superhelt. 

Det giver en helt særlig ro og et håb for fremtiden. 

Du kan også blive en superhelt for mennesker ramt af kræft! Meld dig som indsamler til Landsindsamlingen 7. april her