Nyhedsbrev
Få seneste nyt om forebyggelse fra Kræftens Bekæmpelse. Nyhedsbrevet er især til dig, der arbejder med forebyggelse eller er særligt interesseret i emnet.
Kræftens Bekæmpelse har netop uddelt midler fra den første pulje i Prevention Lab.
Ansøgninger fra hele landet er strømmet ind de seneste måneder. Ud af i alt 46 projekter er syv banebrydende projekter nu udvalgt til at modtage støtte fra Kræftens Bekæmpelses nye forebyggelsespulje, Prevention Lab.
Prevention Lab er finansieret af indsamlede midler fra Knæk Cancer 2023, og giver nu en økonomisk indsprøjtning til projekter rundt omkring i landet takket være befolkningens støtte.
Projekterne tænker forebyggelsen af kræft i Danmark på en helt ny måde, forklarer Tine Curtis, forperson for Prevention Labs bedømmelsesudvalg.
- Vi er stolte af at støtte syv projekter, som repræsenterer en bred vifte af nytænkende løsninger inden for kræftforebyggelse. Der er tale om projekter, hvor forskere samarbejder med praksis i kommuner eller på sygehuse. Vi tror på, at de har potentiale til at gøre en væsentlig forskel for folkesundheden, siger hun.
Projekterne er udvalgt af et eksternt bedømmelsesudvalg med eksperter inden for innovation, kunstig intelligens og teknologi, folkesundhed, praksisnær forskning og ulighed i sundhed.
De udvalgte projekter spænder bredt i deres tilgang til forebyggelse: fra digitale selvtests til brug af kunstig intelligens og kulturelt tilpassede sundhedsindsatser.
- Vi skal turde at gå nye veje og afprøve nye metoder, hvis vi skal forbedre kræftforebyggelsen. De udvalgte projekter adresserer den enorme ulighed i sundhed, udforsker nye teknologier og vil beskytte vores børn og unge mod skadelig markedsføring. Projekterne er med til at udvikle nye tilgange, som kan komme hele befolkningen til gode, tilføjer Tine Curtis.
Kræftens Bekæmpelse har afsat 25 mio. kr. i perioden 2024 til 2027 og uddeler midler til projekter tre gange over de kommende år.
Dyk ned i de 7 projekter, der alle har et mål om at forebygge kræft på nye måder.
Få seneste nyt om forebyggelse fra Kræftens Bekæmpelse. Nyhedsbrevet er især til dig, der arbejder med forebyggelse eller er særligt interesseret i emnet.
Med initiativet Prevention Lab støtter Kræftens Bekæmpelse innovativ forebyggelse i krydsfeltet mellem forskning og praksis. Målet er at fremme borgernes sundhed, så færre vil få kræft, og livet for kræftpatienter forbedres. Læs mere om Prevention Lab og projekterne.
Prevention Lab