Eddie rager med sine små 80 centimeter ikke højt op i landskabet, men hans viljestyrke og livskraft er kæmpestor, forklarer Camilla:
”Alt i alt har han været rigtig sej og god igennem de seneste seks måneder, hvor vi har været i behandling. Det har gjort ondt, og det har været benhårdt for ham, men han smiler undervejs, når han kan, og det er kæmpesejt i mine øjne.”
Pauser fra den allestedsnærværende sygdom
Forude venter halvandet års behandling. Heldigvis kan Eddie i dag få behandlingen hjemmefra og skal kun forbi sygehuset, hvis feberen melder sin ankomst. Og det er dejligt og giver mulighed for igen at være sammen som familie, understreger Camilla. For med medicinen under armen drager de på nye eventyr, når Eddies sygdom tillader det.