- Hun kom som sendt fra himlen, da jeg mindst forventede det

I venteværelset trænger tørsten sig stadig på. Han tømmer glas efter glas, men det er, som om væsken fordamper – lidt ligesom at hælde vand på en glohed sten. Da den søde sygeplejerske kalder ham ind, har han drukket over to liter vand.

- Hvordan har du det, Jørgen? spørger lægen.

Selvom Jørgen mærker trætheden helt ind i knoglerne, kvalmen, der kommer i bølger, og musklerne, der føles blytunge, nikker han kort og svarer:

- Jeg har det fint.

Lægen løfter et øjenbryn og lader blikket hvile på ham et øjeblik for længe for at se, om der er en sprække i facaden. Foran sig på skærmen har han nemlig alle Jørgens tal – de ser ikke gode ud.

Afsløret, tænker Jørgen, mens et skævt, næsten skyldbetynget udtryk glider over hans ansigt – som et barn, der er blevet taget i at snige sig til en ekstra småkage. 

- Tja, det er nok heller ikke verdens bedste dag, indrømmer han.

Pludselig snurrer alting. Rummet virker langt væk, lydene bliver fjerne. Det føles som at være under vand, hvor stemmerne når frem som forvrængede ekkoer. Intet giver mening – det eneste, Jørgen registrerer, er, at en portør kører ham væk på en seng.

Et døgn i helvede 

I de næste 24 timer er Jørgen væk. Ikke sovende, ikke vågen. Bare væk. 

Lægerne ser til ham hver anden time, sygeplejerskerne vender ham fra side til side for at forebygge liggesår. Jørgen mærker deres hænder, fornemmer bevægelsen, når de løfter ham, men han reagerer ikke. Nogle gange hører tydelige ord, andre gange bare en mumlen i baggrunden. Nogen, der siger hans navn. Nogen, der siger, at de holder øje med ham.

- Mens jeg ligger der er jeg ret overbevist om, at jeg skal dø. Jeg ser mit liv passere revy - tænker på alle de gode ting i mit liv: Min familie og vores dejlige minder sammen, husker Jørgen. 

På det tidspunkt får Jørgen immunterapi, som til en start virker godt på hans kræft. Men nu viser tallene, at Jørgen som bivirkning til behandlingen har fået leverbetændelse og sukkersyge. 

I journalen noterer lægen derfor, at Jørgen ikke tåler mere immunterapi. 

I de fem år 73-årige Jørgen har været uhelbredelig syg af prostatakræft, har han afprøvet en del forskellige behandlinger. For heldigvis har lægerne haft en ny behandling på hylden, når den igangværende ikke længere virkede. Men hvad så nu?

- Selv er jeg overbevist om, at der nok ikke er mere at gøre. For de kan jo ikke blive ved med at hive nyt frem til mig, fortæller Jørgen.

Ikke mere at gøre

I venteværelset, tre måneder senere, sidder Jørgen sammen med sin datter og kone. Om lidt skal de ind og have "dommen", som Jørgen kalder det med lige dele sjov og alvor.

Inderst inde ved han godt, at det ikke ser så godt ud. Men det er også okay, hvis det er det, han får at vide derinde. Han har haft et godt liv, hvor han både har fået lov til at se sine voksne børn blive forældre – og sågar bedsteforældre. Hvad kan man mere forlange?

Mens de venter i venteværelset, vandrer Jørgens blik rundt i rummet og lander flere gange på en pjece, der hænger på væggen: "Palliativ behandling – lindrende pleje", står der på forsiden med store, bølgende bogstaver. Palliation er fagudtrykket for lindrende behandling og pleje til patienter, der lever med en livstruende sygdom, og som ikke kan helbredes.

- Det er alligevel lidt underligt at læse. Det hele bliver lidt mere virkeligt, husker Jørgen.

Så da ordene "Vi kan ikke gøre mere her på Herlev" kommer over lægens læber, er Jørgen ikke overrasket. Først da lægen begynder at tale om en potentiel ny behandling – på et af landets største hospitaler – slår Jørgens hjerte et ekstra slag.

-Er du sikker? spørger han, sådan lidt i benægtelse.

En ny behandling 

Mens Jørgens samtale med lægen fortsætter, sidder Gedske Daugaard i København på Rigshospitalets 7. sal i opgang 5. Hun er professor og overlæge på den onkologiske afdeling med speciale i uro-onkologi – altså kræftsygdomme relateret til urinvejene, herunder prostatakræft. I forskningskredse er hun kendt for sit arbejde med avancerede behandlinger og kliniske forsøg.

I en længere periode har hun fulgt nøje med i udviklingen af en ny behandling kaldet Lu-PSMA. Den er i løbet af nogle år blevet testet i et større internationalt klinisk studie og kan være egnet til patienter som Jørgen, hvis kræftceller udtrykker prostata-specifikt membranantigen (PSMA).

Så da Jørgen får beskeden, der vender alting på hovedet, har Gedske Daugaard allerede læst hans alenlange journal et par gange. Hun er ikke i tvivl om, at det kan være hans nye chance. 

Hvis Jørgen takker ja, skal der søges særlige tilladelser hos Lægemiddelkomiteen. For behandlingen, som er godkendt af EMA (Det Europæiske Lægemiddelagentur), er ikke tilgængelig i Danmark, da producenten af lægemidlet ikke har ansøgt medicinrådet om en anbefaling. 

En vaskeægte superhelt

Siden Jørgen fik konstateret uhelbredelig prostatakræft tilbage i 2020, har han haft ét krav til lægerne – behandlingerne måtte ikke sætte en stopper for at leve livet sammen med familie og venner. Han skulle kunne spille badminton, vinterbade, rejse og passe sine bestyrelsesposter i det lokale foreningsliv, hvor han er bannerfører for en masse aktiviteter for prostataramte.

- Det vil jeg gerne fortsætte med, så jeg ikke ender ud i det samme som sidst, understreger Jørgen, og henviser til sukkersygen og leverbetændelsen, inden han blankt siger ja til behandlingen. 

Gedske Daugaard er lutter øren. Faktisk er det hele idéen med behandlingen, at den er mere målrettet og skånsom. For det radioaktive stof, som bruges, sætter sig kun på prostatakræftceller og slår derfor ikke raske celler ihjel, forklarer hun. Selvfølgelig kan hun ikke love noget med garanti, men hun forsikrer ham, at de stopper, når han siger stop. Hun passer på ham. Jørgen siger derfor blankt ja til behandlingen.

I al den tid, Jørgen har været i behandling, har han kun mødt venlige, dygtige læger og sygeplejersker. Men mødet med Gedske Daugaard er noget ganske andet.

- Fra første øjeblik følte jeg mig set og hørt. Det betød alverden for mig, at det var lige netop hende, jeg stødte ind i på det tidspunkt, hvor alt var så uvist. Hendes omsorg og medmenneskelighed gav mig en særlig tryghed og styrke. Jeg kunne mærke, at hun troede på det – det gav mig kræfterne til at gøre det samme. Jeg var ikke bare en patient i rækken, fortæller Jørgen. 

- Hun kom som sendt fra himlen, som en vaskeægte superhelt, da jeg mindst forventede det, tilføjer han med taknemmelighed i stemmen.

Det betyder noget at blive passet på

Allerede efter første behandling viser blodprøverne, at Jørgens PSA-tal begynder at dale. Sådan fortsætter det faktisk i de ni måneder, hvor Jørgen hver sjette uge sidder isoleret bag blyvægge i 4-6 timer, mens det fortyndede radioaktive stof langsomt forsvinder ind i hans blodårer.

Inden hver behandling lægger Gedske vejen forbi for at sikre sig, at alt nu er, som det skal være. For én ting er, hvad tallene på blodprøverne siger om eventuelle bivirkninger, noget andet er at se patienten med egne øjne.

- Hun er ankeret – og har bare været der hele vejen igennem. Selv når jeg skriver til hende med pludselige spørgsmål, ringer hun kort tid efter. Måske kan det lyde som småting, men det er kæmpestort for en kræftpatient på femte år at føle sig sådan passet på, fortæller Jørgen. 

Som lys, der slukker på et landkort

Det bliver til mere end 30 ture frem og tilbage fra Bjæverskov til Rigshospitalet – uden de store gener af behandlingen. Kun dagene derpå ligger Jørgen brak af udmattelse.

Jørgen har ikke set et eneste scanningsbillede af metastaserne, siden han fik diagnosen. Det ville kun psyke ham til at tro, at han havde ondt lige præcis dér. 

Men i december 2024 sidder han til den afsluttende samtale og har på lægernes opfordring sagt ja til at se med på de nyeste scanningsbilleder, der skal afsløre, hvordan behandling har virket.

- Her er scanningen fra da vi startede, siger Gedske og peger med en kuglepen på de mørke pletter, der toner frem på billedet som øer på et hav af gråtoner.

Så klikker hun på musen et par gange, mens billedet skifter. Først tror han ikke på det, han ser. Men så går det op for ham, at de mørke pletter, der forsvinder efter hvert klik, er hans metastaser.

- Næsten som at se på et landkort oppefra, hvor lyset slukkes ét efter ét, husker Jørgen.

I alt er to større og et par mindre metastaser forsvundet. Samtidig er Jørgens PSA-tal styrtdykket fra 517 til 16. Han er ikke kræftfri, men der er langt mindre sygdom i hans krop.

- Det er helt fantastisk, siger Jørgen.

Tak til forskningen

Hvad fremtiden bringer, ved ingen. Men for nu har Jørgen det med egne ord "bedre end nogensinde" og fylder pensionisttilværelsen med alt det, der giver energi – for det er jo det, livet handler om, som han siger.

De fleste dage starter med et koldt havdyb, en badmintonkamp eller et møde med ligesindede prostataramte i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning. Ved middagstid vender han hjem til Dorte, og de spiser frokost sammen – en ny tradition efter hendes pension. Ofte er det netop her, på vej hjem fra endnu en god dag, at taknemmeligheden rammer ham.

- Jeg har mærket på egen krop, hvad forskningen betyder. Hvis ikke der var blevet forsket så meget, havde Gedske ikke kunnet tilbyde mig den behandling – og så havde jeg nok ikke haft mod til at drømme alle de drømme, jeg vil udleve nu, forklarer Jørgen.

Netop derfor vil han give noget igen som indsamler ved landsindsamlingen søndag den 6. april 2025:

- Lad os nu fylde bøtterne sammen, så flere kan få den helt rigtige behandling, lyder hans opfordring.