Spring navigation over

Fra 1. april: Flere røgfri områder for børn og unge

Nu kan kommuner forbyde rygning på legepladser.

skilt røgfri legeplads
I dag har 37 ud af landets 98 kommuner sat skilte op på deres offentlige legepladser. Foto: Aske Panduro

1. april trådte nye regler i kraft, som skal beskytte børn og unge bedre mod røg og nikotinprodukter. Det betyder blandt andet, at kommuner nu får mulighed for at indføre egentlige rygeforbud på deres legepladser – og på stadioner bliver det et krav at have røgfri områder.

I dag har nogle legepladser skilte med venlige opfordringer som "Tak fordi du ikke ryger her". Men med de nye regler kan kommunerne nu indføre bindende forbud, som gælder både cigaretter, e-cigaretter og opvarmet tobak.

– Røgfri legepladser er et vigtigt skridt i kampen mod rygestart blandt børn og unge. Vi beskytter samtidig mod passiv rygning og undgår, at små børn finder cigaretskod i sandkassen, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse.

Hun fremhæver, at det er positivt, at reglerne for rygning nu også omfatter nyere nikotinprodukter som e-cigaretter og opvarmet tobak.

Klar besked til kommunerne

I dag har 37 ud af landets 98 kommuner sat skilte op på deres offentlige legepladser, hvor de opfordrer til at holde legepladsen røgfri. Men med de nye regler bliver det nu muligt for kommunerne at forbyde rygning, og det håber Kræftens Bekæmpelse vil få flere til at tage skridtet. 

– Vi håber, at muligheden for et konkret forbud vil få flere kommuner til at gøre deres legepladser helt røgfri. Nogle har været i tvivl om, hvor langt de må gå – men nu er det tydeligt, at kommunalbestyrelser godt må forbyde rygning på kommunale legepladser, siger Mette Lolk Hanak.

Og befolkningen er med. En undersøgelse fra 2024 udført for partnerskabet Røgfri Fremtid viser, at 79 procent foretrækker røgfri legepladser.

En del af en større plan

Reglerne er en del af en bred politisk aftale om en national forebyggelsesplan, som regeringen og en række partier vedtog i november 2023. 

Planen indeholder i alt 30 tiltag, der skal hjælpe med at reducere børn og unges forbrug af usunde og skadelige produkter som alkohol, tobak og nikotin.

På kortet herunder kan du se, om din kommune har røgfri legepladser.