Fuld fart på tilmeldinger til Stafet For Livet
Årets stafetter er kommet godt fra start. Se listen over byer, hvor du kan deltage.
Der er mange, der har glædet sig til at trække hold-T-shirten over hovedet til årets Stafet For Livet.
Det viser deltagerantallet, der allerede længe før de første stafetter skydes i gang i maj, er steget med knap 17 procent i forhold til sidste års tilmeldinger.
Velkommen til mange nye hold
Stafetten i Brønderslev mærker tydeligt en øget interesse med 14 tilmeldte hold mod ti på samme tid sidste år.
- Det gør mig meget optimistisk i forhold til at få mange hold i år, siger Lone Lønbro Jensen, formand for stafetten i Brønderslev.
- Det er næsten alle sammen nye hold, og vi ved af erfaring, at de tidligere deltagende hold nok skal melde sig til senere, siger hun.
Også kampagneleder Mette Nielsen fra Kræftens Bekæmpelse er glad for, at flere og flere får øjnene op for, hvor livsbekræftende og meningsfuldt Stafet For Livet er.
- Det er bare meget sjovere, når vi er mange, og når der er stor tilslutning, kan vi samle flere midler til f.eks. forskning og kræftrådgivninger, som endnu flere kan få gavn og glæde af, siger hun.
I 44 byer landet over
Stafet For Livet foregår i 44 byer fra maj til september i hele landet. Deltagerne går eller løber i hold på en rute i op til et døgn. Du bestemmer selv, hvor mange runder du tilbagelægger, og alle kan være med.
Det er en festdag med fællesskab og fejring af livet, samtidig med at der samles ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, behandling, støtte og forebyggelse.
Pengene samles bl.a. ind via salg af lysposer og lokale sponsorer, der betaler et beløb pr. runde, eller ved salg af f.eks. kage, kaffe og håndarbejde. Sponsorerne kan være alt fra virksomheder og foreninger til venner, kolleger eller familie.