Joan: - Det er vigtigt for mig at give håbet videre
Da Joan Krongaard fik brystkræft, oplevede hun det som et tabu. I dag sørger hun for, at tidligere og nuværende kræftramte har en hyggelig dag til Stafet For Livet, hvor alle følelser er velkomne.
- Dengang jeg fik kræft, blev folk helt mærkelige, når man sagde, man havde kræft. Når de spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg så rent faktisk sagde, hvordan det gik. Det tabu vil jeg gerne være med til at bryde og sige: ’Det her er noget, vi taler om og står sammen om,’ siger Joan Krongaard.
For 14 år siden blev hun ramt af brystkræft, men er i dag kræftfri. Når hun ikke passer sit arbejde som skolelærer på Nydamskolen i nærheden af Sønderborg, er hun tovholder for Fighterne til Stafet For Livet, der er nuværende og tidligere kræftramte som hende selv.
Sammen med de andre frivillige skaber hun et rum til Stafet For Livet, hvor alle følelser er velkomne, fordi alle er i samme situation og forstår hinanden.
Det her er noget, vi taler om og står sammen om.
Kræftdiagnose var et chok
Det var et chok for hende at få kræftdiagnosen i sin tid.
- Ved en tilfældighed opdagede jeg en knude i brystet. Men min egen læge sagde, at jeg ikke skulle tage det så højtideligt, da det højst sandsynligt var ingenting. Dengang tog det lang tid at komme til undersøgelse, og jeg ventede næsten to måneder. Så det var faktisk lidt af et chok, at det var kræft, fortæller hun.
Undervejs i sit sygdomsforløb tilmeldte hun sig som Fighter, hvor man bærer en gul T-shirt sammen med andre kræftramte og viser, at ingen skal stå alene med kræft.
Min egen læge sagde, at jeg ikke skulle tage det så højtideligt, da det højst sandsynligt var ingenting.
- Da jeg hørte om Stafet For Livet og formålet med det, kunne jeg mærke, at det var vigtigt for mig at give håbet videre. At vise, at det kan lade sig gøre at komme ud på den anden side.
På stafetten fandt hun noget af det, hun havde savnet.
- Det er rigtigt dejligt, at vi kan mødes denne ene gang om året og opleve et helt unikt fællesskab, fordi man ved, hvad de andre kæmper med og selv har været der. På sådan en dag er der plads til, at vi hygger os og fejrer livet. Men også til at sætte sig ned og snakke sammen og være alvorlige, for der er altid nogen, der lytter. Det betyder rigtig meget.
Et særligt armbånd
I dag er hun kræftfri efter ti års forebyggende behandling. Hun er med i styregruppen for stafetten i Haderslev, og da den tidligere tovholder for Fighterne stoppede, overtog hun rollen.
Hun har svært ved at sætte ord på, hvad det betyder for hende at være frivillig. Men et armbånd på håndleddet med pastelfarvede perler, der danner ordet ’Fighter,’ siger mere end ord.
- Det her armbånd er fra en af mine Fighteres datter, der syntes, jeg gjorde så meget for Fighterne. Så det har hun lavet til mig. Det rører mig meget og er bare én af de ting, jeg får ud af det. Jeg ved, jeg gør en forskel.