Vi kan alle være helte
Meld dig som indsamler til Landsindsamlingen 6. april
Kimer, kræften og det sidste farvel: – Mor holdt fast, indtil jeg nåede hjem
DR-korrespondent Matilde Kimer har haft kræft tre gange. Hun har gennemgået voldsomme behandlinger og stået i krigszoner, men intet har ramt hende som tabet af moren, der døde af kræft tidligere i år.
Hun sidder i en kold bil, i vejkanten af en landevej i det centrale Ukraine. Det er en af de første dage i januar 2025. Mobilen ringer. Forbindelsen er dårlig. Skrattende. Men beskeden fra kirurgen er tydelig:
– Vi gør, hvad vi kan, men din mors tilstand er kritisk, og jeg ved ikke, om hun overlever de næste timer.
Noget i operationen er gået galt, og lægerne kan ikke få blødningen til at stoppe.
Matilde Kimer er på reportagerejse – det er ikke så simpelt lige at vende om. Men hun vil hjem til sin kræftsyge mor i København. Nu.
Det brænder i mig
Selvom der kun er 1.300 km imellem dem, er der ingen direkte fly hjem fra landet i krig. Matilde finder et tog mod Polen, og herfra kan hun komme til Warszawa og videre til Kastrup. Hun hopper direkte i en taxa til Rigshospitalet og halvløber de sidste meter gennem de lange, hvide hospitalsgange.
– De sidste få meter brænder det nærmest inde i mig, for jeg skal bare nå det, husker Matilde i dag.
Forsigtigt åbner hun døren ind til hospitalsstuen på akutafdelingen. Moren ligger i en tung døs af morfin. Matilde når at se hende åbne øjnene midt i rusen. En spinkel tåre glider ned ad kinden, da hun genkender sin datter.
– Så lukkede hun øjnene. Og selvom der gik 30 timer mere, inden det sidste liv sev ud af hende, så var hun ikke rigtigt ved bevidsthed efter det, siger Matilde stille.
Sange til mor
I morens sidste døgn sidder Matilde ved hendes side, holder hendes hånd, aer hendes hår og gør det eneste, der føles rigtigt i øjeblikket – hun synger.
– Min mor elskede, når jeg sang. Så jeg havde taget en Højskolesangbog med ind og sang for hende. Sange, vi plejede at synge sammen. Sange, der betød noget. Det var både salmer som ’Hil dig, Frelser og Forsoner’ og ’Kim Larsens Papirklip’.
Matilde finder ro i tonerne. Stemningen på stuen er tung, men fyldt med kærlighed.
– Til sidst blev hendes vejrtrækning langsom. Vi sad omkring hende, holdt hendes hånd. Min lillebror var så bomstærk, han blev ved med at tale til hende, også når jeg ikke kunne mere. Så udåndede hun.
– Min mor – og lægerne – holdt fast, indtil jeg nåede hjem. Og jeg er så taknemmelig for, at jeg nåede at sige farvel, siger Matilde.
Alle har ondt i ryggen en gang imellem
Morens sygdomsforløb og tiden op til det sidste farvel husker Matilde som meget kaotisk. Tilbage i 2024 har Matildes mor stærke rygsmerter i flere uger. En dag i oktober får hun jag i ryggen og falder om i eget hjem. Hendes praktiserende læge mener, at der er tale om almindelige rygproblemer, og udskriver stærk morfin – uden at tilse hende.
– Jeg bad hende flere gange om at presse lægen og ringede også selv til ham, for at hun skulle få en røntgenundersøgelse. Men lægen sagde bare: ’Alle har jo ondt i ryggen en gang imellem.' Jeg er faktisk målløs, fortæller Matilde.
Rygsmerterne bliver – trods morfinen – bare værre. Først da Matilde efter nogle uger ringer 112, fordi moren ikke længere kan mærke fødderne, bliver den 67-årige kvinde undersøgt nærmere. På hospitalet viser scanningerne, at en tumor er vokset igennem hendes ryghvirvler.
Billederne viser, at hun har lungekræft med spredning til ryggen, leveren og galdeblæren. Sygdommen er uhelbredelig.
Kastes rundt i systemet
Matildes mor har røget som en skorsten siden konfirmationsalderen, så i sig selv er sygdommen måske ikke en gigantisk overraskelse for Matilde. Men hun bliver chokeret og harm over, hvor kaotisk kræftforløbet ender med at blive.
– Min mor blev kastet rundt i systemet fra start til slut. Ingen ‘ejede’ hende. Hun nåede aldrig at have en rigtig samtale med en onkolog, før hun døde syv uger efter sin diagnose. Det var et uværdigt forløb, fortæller hun.
Matilde er på orlov fra sit job. I flere uger er hun praktisk gris, sygepasser og koordinator for hospitalsbesøg og samtaler med kommunen om ekstra hjælp til moren.
På grund af tumorer langs rygsøjlen er morens ryg kollapset. Hun får en rygoperation, så resten af ryggen kan forblive på plads. Da operationen er overstået, beslutter Matilde, at hun godt kan passe sit job som korrespondent nogle dage. Hun tager tilbage til Ukraine. Hendes bror og resten af familien er der jo.
Men der går infektion i morens operationssår. Og da lægerne efter nogle dage forsøger at rense såret, vil blødningen ikke stoppe, og Matilde bliver ringet hjem.
Et hul i kroppen
Få dage efter bisættelsen i januar 2025 sidder Matilde igen i et fly på vej til Ukraine.
– Det gavner mig ikke at sidde stille med tristheden. I den første fase, hvor jeg nok var mest i sorg, havde jeg brug for at fokusere på noget andet. At handle. Det føltes som det rigtige for mig.
Tabet af hendes mor rammer hende, som intet andet har ramt hende før.
– Den første tid efter bisættelsen var ekstrem hård. Jeg har aldrig før mistet nogen, der var så vigtig i mit liv som min mor. Det føltes som et hul i kroppen – som om nogen havde skåret min maveregion ud.
Tre gange kræft
Morens kaotiske og korte kræftforløb står i skærende kontrast til Matildes egne erfaringer som kræftpatient. Hun har altid oplevet, at systemet greb hende og sikrede det ene gode kræftforløb efter det andet.
Tre gange i sit 44-årige liv har hun haft kræft. Som 14-årig får hun lymfekræft. I 2022 bliver hun ramt af kræft i skjoldbruskkirtlen. Senere på året – få dage inden jul – fortæller lægerne, at mavesmerterne, der har plaget hele efteråret, skyldes kræft i endetarmen.
Samtidig er hun nomineret til den fornemmeste journalistiske pris, Cavlingprisen, for sin dækning af krigen i Ukraine.
– Få dage inden Cavling-ceremonien bliver jeg indlagt med kraftige blødninger fra tarmen. Pumpet med morfin og med blodmangel tager jeg afsted til ceremonien alligevel. Jeg ligner et lig, men makeup kan gøre underværker, fortæller Matilde med et smil.
Men sygdommen kan ikke skjules. Folk spørger, hvad der er galt. Matilde har ikke lyst til at dele detaljer om sin alvorlige situation endnu. Til hendes lettelse respekterer pressen hendes bøn om diskretion.
Ninja-lægen fra Herlev
Matildes kræftlæge på Herlev sammensætter et aggressivt behandlingsforløb. 'Vi giver ikke op', siger den erfarne onkolog, som i Matildes familie aldrig bliver kaldt andet end ’Ninjaen’.
Så da lægen ikke giver op, gør Matilde det heller ikke.
- Ninjaen kalder behandlingen ’en atombombe af kemo og stråler’. Bivirkningerne af de kraftige stråler er, at min hud går i stykker. Det var meget smertefuldt, og jeg måtte bide i et håndklæde for ikke at skrige, når jeg skulle på toilettet.
Efter seks ugers daglige behandlinger får hun en pause.
– Jeg nåede dertil, hvor jeg var så træt og slap af smerter, at jeg knapt orkede mere. Jeg kunne ikke bidrage med andet, end at jeg bare lå og var syg. Det er en følelse af afmagt, der er mere skræmmende end krig og konflikt, fortæller hun.
– Når du er under beskydning, kan du løbe i dækning. Når du er i behandling, kan du ikke flygte fra din egen krop. Du er fanget i smerterne og må igennem en mørk tunnel, hvor man bare håber at komme ud på den anden side, hvor der er lys, siger hun.
Fantastiske nye stråler
I maj 2023 får hun besked om, at kræften nu har spredt sig til leveren. Heldigvis har ’ninjaen’ en ny behandling til Matilde: præcisionsstråler på Herlev Hospital.
– Den kæmpestore og nye strålemaskine var nærmest lige landet på Herlev. Den kunne skyde mere målrettet på kræften, end lægerne kunne tidligere. Helt fantastisk, hvad forskning gør af forskel, siger Matilde.
I dag er Matilde kræftfri, men følges meget tæt af lægerne.
- Jeg går til scanning hver fjerde måned. Jeg ved, at kræften kan komme tilbage, men jeg gør mig meget umage med ikke at gå og være bange for det – for så spilder jeg jo den tid som rask, som jeg har lige nu, siger hun.