Alkohol kan være sundhedsskadeligt i store mængder. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for de fleste. Der er til gengæld få danskere, der forbinder alkohol med kræft, og de fleste er helt uvidende om, at selv et lille alkoholforbrug kan øge kræftrisikoen.
Når danskerne spørges til, hvilke sygdomme og tilstande alkohol øger risikoen for, er det kun 28 pct., der nævner kræft, og kun 20 pct. svarer, at risikoen for kræft stiger allerede ved et forbrug på 0-10 genstande om ugen. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
- Faktisk har de 20 pct. ret, for hvis du vil være helt sikker på, at du ikke har en øget risiko for kræft på grund af alkohol, skal du slet ikke drikke alkohol. Men risikoen stiger med mængden af alkohol, man indtager, og det er selvfølgelig meget værre at drikke 15 genstande om ugen end et par stykker, siger Anne Tjønneland, der er seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse.
Kræftens Bekæmpelse har spurgt ca. 3.000 danskere i alderen 18-74 år om deres viden, holdninger og adfærd, når det kommer til alkohol.