Spring navigation over

Ny app gør det nemmere at kvitte tobak og nikotin

Med ’Kvit’ på mobilen øger du chancerne for at lykkes med et ryge- eller nikotinstop.

rygestop-app på mobil
Kvit er udviklet af eksperter i rygestop, med det formål at støtte dem, der vil have personlig rådgivning. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Ønsker du også at kvitte cigaretter eller nikotinprodukter? Så er der godt nyt: Med den helt nye app Kvit, bliver det nemlig lidt nemmere at lægge de dårlige vaner på hylden. Kvit afløser de to tidligere apps e-kvit og Xhale, der lukker 16. april 2025. 

- Jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde en ny og forbedret app, der forhåbentlig kan hjælpe de mange, der ønsker at stoppe med at ryge eller bruge nikotinprodukter, hvad enten det handler om helbredet, økonomien eller ønsket om at slippe fri af afhængigheden., siger Mette Lolk Hanak, Forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse.

Tal fra ’Danskernes rygevaner 2024’ viser, at tre ud af fire dagligrygere gerne vil stoppe med at ryge. Blandt dem, der bruger e-cigaretter eller røgfri nikotinprodukter dagligt eller lejlighedsvist, gælder det henholdsvis 64 og 74 pct.

Skræddersyet hjælp alle døgnets timer

Forskning viser, at professionel hjælp gør det lettere at komme igennem et ryge- eller nikotinstop. Kvit er udviklet af eksperter i rygestop, med det formål at støtte dem, der vil have personlig rådgivning uanset, hvor i rygestopforløbet, de er, siger Andrea Stadil Glahn, projektleder hos Kræftens Bekæmpelse:

- Styrken ved Kvit er, at den altid er lige ved hånden, og at indholdet bliver tilpasset den enkelte brugers behov. Et ryge- eller nikotinstop er meget individuelt, og i Kvit kan man vælge at sætte fokus på det, der giver mening for en selv. 

De to tidligere stop-apps havde tilsammen omkring 80.000 brugere, og Kvit bygger videre på deres funktioner – med endnu større fokus på brugervenlighed, individuel støtte, den nyeste viden, og bedre muligheder for støtte, der er tilpasset forskellige nikotinprodukter. 

Kvit er udviklet af Kræftens Bekæmpelse og finansieret af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Hvis du allerede bruger Xhale eller e-kvit, kan du nemt skifte til den nye app.

Tobak og nikotin

Rygning er den faktor, som er skyld i flest tilfælde af kræft. Rygning påvirker både den, der ryger og omgivelserne. Få fakta om tobak og nikotin, gode råd til at stoppe og inspiration til at skabe røgfri miljøer.

nikotin tobak