Ny podcast: Genetik betyder mere for vores vægt, end de fleste tror
Podcasten Vægtløs dykker ned i, hvordan miljø og gener påvirker børn.
Uanset om man er barn eller voksen, eller hvad vægten i øvrigt siger, så spiller gener en afgørende rolle for vores kropsvægt. Faktisk bestemmer de op mod 40-70 % af vores vægt.
Nogle gener kan vi påvirke – endda inden undfangelsen - gennem det, der kaldes ’epigenetik’. Det kan blandt andet få stor betydning for kommende børns vægt gennem livet. Netop den betydning er forskere lige nu i gang med at undersøge i projektet PREPARE CHILD.
Det kan du høre meget mere om i episode tre af podcasten Vægtløs, hvor professor og faglig leder Jens Meldgaard Bruun fra Nationalt Center for Overvægt er gæst i studiet. Han har ét budskab, der er særligt vigtigt for ham:
- Det har noget med generne at gøre, når børn udvikler svær overvægt. Det betyder noget, i hvilke miljøer børnenes gener har været - og her er det både vores institutioner og vores familie-forhold, der har en afgørende indvirkning.
I Danmark har knap 20 % af børn i udskolingen overvægt eller svær overvægt.