Spring navigation over

Startskuddet er gået til Stafet For Livet!

Nu kan du melde dig til dette års stafetter og støtte op om kræftsagen.

Alle er velkomne til Stafet For Livet, hvor vi fejrer livet og støtter dem, der har kræft tæt inde på livet. Sidste år deltog mere end 26.000 i Stafet For Livet i hele landet fordelt på mere end 900 forskellige hold. Foto: Tomas Bertelsen

Måske har du allerede dit holds T-shirt klar fra sidste år? Måske skal du til Stafet For Livet for første gang?

Nu kan du tilmelde dig det rørende og livsbekræftende event, der bliver rullet ud i weekender fra maj til september i hele landet i 2025.

Det sker på en helt ny webplatform, der gør det nemt og overskueligt at tilmelde sig som deltager.

Sådan tilmelder du dig

Til Stafet For Livet går eller løber du sammen med dit hold og samler ind til kræftsagen.

Du kan deltage med nogen, du kender i forvejen – fx kolleger eller familie – eller på et åbent hold, hvor du ikke kender nogen, men ’risikerer’ at få nye venskaber for livet, mens der bliver taget hul på gode samtaler ude på ruten.

Om aftenen efter mørkets frembrud afbrydes stafetten kortvarigt med en fælles lysceremoni, hvor der bliver tændt lysposer med personlige hilsner til kære, der er ramt af kræft.

Du tilmelder dig ved at finde din lokale stafet og tilmelde dig det ønskede hold. Du kan også selv oprette et hold og dermed være holdkaptajn.

Vil du være med i Stafet For Livet?

Jo flere deltagere, jo stærkere står vi

Sidste år deltog over 26.000 i Stafet For Livet på mere end 900 hold, og projektleder Mette Nielsen håber, at endnu flere hopper i gå- eller løbeskoene og tager nogle runder på stafetten 2025.

- Jo flere, vi går sammen, jo sjovere er det, og jo stærkere opbakning kan vi vise dem, der har kræft helt inde på livet. Derudover handler det også om at samle midler ind, så færre får kræft, og man lever et bedre liv med kræft. Her betyder deltagerantallet meget.

Team Lukas deltager for 10. gang

Du støtter kræftsagen

Overskuddet går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende- fx kræftrådgivninger i hele landet. Pengene indsamles blandt andet gennem deltagergebyret på 150 kr. for voksne og 75 kr. for børn.

Derudover støtter lokale kræfter op om stafetten med sponsorater eller praktisk hjælp, ligesom mange af holdene laver deres egne aktiviteter for at samle penge ind før og under stafetten.

Deltag som Fighter

Har du selv haft eller har kræft, kan du deltage i Stafet For Livet som Fighter. Det koster ikke noget og giver mulighed for at gå skulder ved skulder med andre Fightere i din by og vise, at ingen behøver stå alene med kræft.

Det nærmere program for de enkelte stafetter bliver løbende offentliggjort på Stafet For Livets hjemmeside og de lokale Facebooksider.