Ny forskning er beroligende nyt for kvinder i fertilitetsbehandling
Brugen af de fleste fertilitetshormoner øger ikke risikoen for æggestokkræft.
Der ikke er nogen sammenhæng mellem risikoen for æggestokkræft og de typer af hormoner, der oftest benyttes til fertilitetsbehandling. Det viser en ny stor undersøgelse lavet af forskere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.
- Vi har undersøgt de fem mest anvendte hormoner, som bruges i forbindelse med fertilitetsbehandling, og ingen af dem øger risikoen for æggestokkræft. Kun for hormonet progesteron ser vi en lille øget risiko for en undertype af æggestokkræft. Så generelt er resultaterne et betryggende budskab til de kvinder, der er i fertilitetsbehandling, siger seniorforsker Allan Jensen, der har stået i spidsen for undersøgelsen.
Siden fertilitetsbehandlingens start for cirka 40 år siden har der været bekymring for, om behandlingen kan påvirke kvindens og barnets helbred negativt. Antallet af kvinder, der får fertilitetsbehandling, er steget markant, og i dag kommer cirka hvert ottende barn i Danmark til verden ved hjælp af behandlingen. Derfor er forskning i de helbredsmæssige konsekvenser for både kvinder og børn af stor betydning.
Nyt studie er mere præcist
Der har især været en bekymring for, om de hormoner, der bruges i behandlingen, øger risikoen for æggestokkræft. Det har tidligere været undersøgt i andre studier, men her har resultaterne været modstridende.
- Flere tidligere studier har faktisk fundet en øget risiko for æggestokkræft blandt infertile kvinder i fertilitetsbehandling, men de har sammenlignet dem med fertile kvinder uden behandling, hvilket gør det svært at afgøre, om risikoen skyldes behandlingen eller infertiliteten i sig selv. I vores studie har vi kun inkluderet kvinder med fertilitetsproblemer, både med og uden hormonel behandling. Det giver os mulighed for at undersøge sammenhængen mellem hormonbehandling og risikoen for æggestokkræft mere direkte og med større præcision end hovedparten af de tidligere studier, forklarer Allan Jensen.
Kvinders absolutte risiko for at få æggestokkræft er ca. 1 pct. gennem hele livet. I den nye undersøgelse finder forskerne, at for kvinder behandlet med hormonet progesteron, er der en fordobling i risikoen for en undertype af æggestokkræft - serøs æggestokkræft.
- Men her skal man huske på, at det drejer sig om en fordobling i den relative risiko for æggestokkræft, og da det er en meget sjælden kræftform, stiger den absolutte risiko for kvinder behandlet med progesteron kun fra ca. 1 pct. til ca. 2 pct. siger Allan Jensen.
Behov for mere forskning
Undersøgelse kan dog ikke svare på, om det er progesteron i sig selv, der øger risikoen for æggestokkræft, eller om det er andre forhold hos de behandlede kvinder, der er skyld i den let øgede risiko. Det vil forskerne undersøge nærmere i fremtidige studier.
- Men hovedkonklusionen fra studiet her er, at resultaterne overordnet set er betryggende nyheder for kvinder, der modtager hormonel fertilitetsbehandling, slutter Allan Jensen.
Resultaterne er offentliggjort her: Jensen A. et al.: Fertility treatment and risk of ovarian cancer in a large nationwide cohort of infertile Danish women. International Journal of Cancer. 14 November 2024. Doi 10.1002/ijc.35251