Livet med nyrebækken- og urinlederkræft
Det er meget forskelligt, hvordan man har det, mens man får behandling for kræft i urinleder og/eller nyrebækken, og efter behandlingen er færdig. Her kan du læse om bl.a. kost, familieliv og reaktioner – og om hvordan man kan håndtere bivirkninger.
Hvis du har fået fjernet den ene nyre, vil den anden nyre overtage funktionen. Du behøver derfor ikke tage specielle hensyn, hvis du kun har én nyre. Når du først er kommet dig efter operationen, kan du genoptage dit arbejde og dyrke sport.
Det samme gælder for kosten. Hvis du er blevet opereret for nyrebækken- og urinlederkræft har du - ligesom alle andre - bedst af at følge de almindelige kostråd om at spise grønt, groft og magert.
Du kan også styrke din krop under behandlingen ved at have fokus på, hvad du spiser. Læs mere og find opskrifter på mad, der gør dig godt:
Følger efter operation
Når man er blevet opereret for kræft i nyrebækken og/eller urinleder kan man få nogle følger. Nogle kræver behandling, mens andre er af mere kosmetisk karakter.
Slap bugvæg
Efter en ’åben operation' kan bugvæggen under operationssåret blive slap. Den bliver slap, fordi nerverne til musklerne er skadet og ikke aktiverer musklerne. Derved bliver musklerne slappe og kan ikke holde bugvæggen på plads, der derfor buler ud. Det fejltolkes ofte som brok, men det er alene en kosmetisk gene, der desværre ikke kan korrigeres ved operation.
Brok ved operationsarrene
Efter en kikkertoperation kan man få brok (udposning) i operationsarrene, hvilket kræver behandling med operation. Får du problemer med brok, kan du tale med din praktiserende læge eller den afdeling, hvor du går til opfølgning.
Hjælp til at rense blodet
I meget sjældne tilfælde, hvor det har været nødvendigt at få fjernet den eneste fungerende nyre, kan man som erstatning for nyrernes funktion få renset blodet i en kunstig nyre. Det kaldes dialyse. Det vil sige, at man med tekniske hjælpemidler får fjernet kroppens affaldsstoffer.
Kræftsygdommen kan påvirke din seksualitet
Du får tilbudt rådgivning hos en sexolog 3 måneder efter operation for nyrebækken- og urinlederkræft.
Hvis du oplever, at kræftsygdommen og behandlingen har betydning for, hvad du kan, vil og har lyst til seksuelt, kan du her læse mere om, hvordan du kan bevare intimiteten:
Reaktioner og følelser
Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig. Nogle gange kommer den psykiske reaktion måske først, når behandlingen er færdig.
Det er også krævende at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet. Læs mere:
Motion mindsker trætheden og øger livskvaliteten
Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Motion styrker kroppen og vil også give dig mere energi. Det behøver ikke være hård motion eller i lang tid. En gåtur er også fin. Mange oplever at føle sig bedre tilpas efter at have rørt sig.
Læs mere om motion og træning, når du har kræft, og få idéer til, hvordan du kan få mere motion ind i din hverdag:
Efter behandlingen har nogle brug for genoptræning, fordi de har fysiske gener. Det er vigtigt, at man får en genoptræningsplan, inden man bliver udskrevet fra hospitalet, for at have ret til genoptræning.
Gode råd til bivirkninger og senfølger
Problemer, som opstår under eller efter kræftbehandling, kan skyldes sygdommen eller være en bivirkning til behandlingen. F.eks. oplever en del kræftpatienter i perioder at være meget trætte. Få forslag til, hvordan du tackler hverdagen med f.eks. træthed eller andre bivirkninger og senfølger bedst muligt.
Sammenholdet (app)
Sammenholdet er en gratis app til kræftpatienter og deres pårørende, der gør det nemt at koordinere hjælp i hverdagen fra familie og venner. Med appen kan du oprette et netværk, hvor I kan koordinere opgaver som madlavning, børnepasning og transport - og du kan opdatere dit netværk på, hvordan det går i sygdomsforløbet.
Hent 'Sammenholdet' gratis:
Arbejdsliv og dine rettigheder
Nogle vil være i stand til at passe deres arbejde under behandlingsforløbet, mens andre er nødsaget til at være helt eller delvis sygemeldt.
Hvis du ikke kan fortsætte med at arbejde på normale vilkår, kan du måske komme i fleksjob, hvor du er ansat på nedsat tid og derudover får tilskud fra kommunen. Læs mere om mulighederne:
Mentale teknikker og tro
Mentale teknikker som visualisering og meditation kan bruges til at lindre smerter, afhjælpe angst og forbedre livskvaliteten, når man er i behandling for kræft.
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk