Diagnose og stadieinddeling af nyrebækken- og urinlederkræft
Man kan først få stillet diagnosen kræft i nyrebækken og/eller urinleder, når en vævsprøve (biopsi) af knuden er undersøgt i mikroskop, og resultatet (patologisvaret) viser, at der er kræftceller til stede.
Ud fra svaret på vævsprøven fra knuden (patologisvaret) og de øvrige undersøgelsesresultater tager lægen stilling til, hvor udbredt sygdommen er. Dette kaldes at stadieinddele sygdommen.
Stadieinddelingen er vigtig, for at du kan få den bedst egnede behandling.
Vævsprøve tages, når knuden fjernes ved operation
Knuden fjernes ved en operation og bliver undersøgt i mikroskop. Hvis du har en ondartet knude i nyrebækken og/eller urinleder, vil du få fjernet nyren, og i nogle tilfælde også de nærliggende lymfeknuder, ved en operation.
Den fjernede knude og eventuelle lymfeknuder bliver efter operationen sendt til undersøgelse i mikroskop. I mikroskopet kan lægen (patologen) vurdere, hvilken type kræftceller der er tale om, og om kræften har spredt sig til lymfeknuderne.
Der går som regel 8 til 10 dage, før man får svar på prøven, da vævet fra knuden skal forarbejdes på forskellig måde, inden det kan undersøges i mikroskopet.
Vævsprøve kan vise celleforandringer i nyrebækkenet og urinledernes slimhinde
Når celler i nyrebækkenet og urinledernes slimhinde giver sig til at vokse ukontrolleret, dannes der knuder.
Jo mere udtalte celleforandringerne er, jo større er risikoen for, at de udvikler sig mere ondartet. Derfor bør alle knuder i nyrebækkenet og urinlederne behandles og kontrolleres omhyggeligt efter de nationale retningslinjer.
Celleforandringer inddeles i lette eller svære celleforandringer
Celleforandringer inddeles i mindre aggressive celleforandringer (kaldet 'lav malignitetsgrad') og i mere aggressive celleforandringer (kaldet 'høj malignitetsgrad').
Forskellige typer af nyrebækken- og urinlederkræft
De forskellige kræfttyper i nyrebækkenet og urinlederne har navn efter, hvor kræften udvikler sig fra.
I Danmark er cirka 95 pct. af alle kræftknuder i nyrebækkenet og urinlederne opstået i slimhinden. Disse kaldes urotheliale karcinomer (kræft i slimhinden).
De sidste 5 pct. af kræftknuderne i nyrebækkenet og urinlederne opstår i overfladeceller i slimhinden (planocellulære karcinomer), i kirtelceller (adenokarcinomer) eller i umodne celler fra fosterlivet (mesenkymale tumorer).
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har kæmpet med mistanken om at fejle noget alvorligt.
Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom - både for en selv og for de nærmeste. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.
Man skal forholde sig til behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk. Læs mere om følelser og reaktioner, når man har fået en kræftdiagnose:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk