Livet med nyrekræft
Her finder du hjælp til at håndtere de senfølger, som kan opstå efter behandlingen for nyrekræft. Du kan også få inspiration til, hvad du selv kan gøre for at få et godt liv under og efter kræftforløbet - og hvor du kan få hjælp undervejs.
Senfølger efter en nyreoperation
Når den ene nyre er fjernet, vil den anden nyre overtage hele funktionen. Du behøver derfor ikke tage specielle hensyn, hvis du kun har én nyre. Når du først er kommet dig efter operationen, kan du genoptage dit arbejde og dyrke sport som før sygdommen.
Det samme gælder for kosten. Hvis du er blevet opereret for nyrekræft har du - ligesom alle andre - bedst af at følge de almindelige kostråd om at spise grønt, groft og magert.
Du kan også styrke din krop under behandlingen ved at have fokus på, hvad du spiser. Læs mere og find opskrifter på mad, der gør dig godt:
Slap bugvæg kan være en gene efter operation
Efter en 'åben operation' kan bugvæggen blive slap under operationssåret. Den bliver slap, fordi nerverne til musklerne er skadet og ikke aktiverer musklerne. Derved bliver musklerne slappe og kan ikke holde bugvæggen på plads, derfor buler den ud.
Det fejltolkes ofte som brok, men det er alene en kosmetisk gene, der desværre ikke kan korrigeres ved operation.
Brok ved operationsarrene efter kikkertoperation
Efter en kikkertoperation (laparoskopisk eller robot-operation) kan du få brok (udposning) i operationsarrene, hvilket kræver behandling med operation.
Hvis du får problemer med brok, skal du fortælle det til din praktiserende læge eller til personalet på den afdeling, hvor du går til opfølgning.
Dialyse er kun meget sjældent nødvendigt
I meget sjældne tilfælde, hvor det har været nødvendigt at få fjernet den eneste fungerende nyre, kan du som erstatning for nyrernes funktion få renset blodet ved dialyse. Det vil sige, at du med tekniske hjælpemidler får fjernet kroppens affaldsstoffer.
Immunterapi og medicinsk behandling giver få eller ingen senfølger
Har du fået immunterapi eller medicinsk behandling, er der som regel kun meget få eller ingen senfølger, når først behandlingen er afsluttet.
Hvis du lever med uhelbredelig eller kronisk nyrekræft
Nyrekræft med spredning vil i nogle tilfælde være en uhelbredelig sygdom, som man lever med. Er det tilfældet vil behandling og hyppige kontrolbesøg blive en del af hverdagen.
De hyppige besøg på hospitalet og ventetid på scanningssvar, hvor det vurderes, om behandlingen fortsat har den ønskede virkning, kan være svært og fylde meget i perioder.
Det er vigtigt at give sig tid til at acceptere, at man skal leve med sygdommen. Det er naturligt, at man nogle dage kan føle sig fortvivlet og opgivende og andre dage mere håbefuld, optimistisk og handlende.
Med tiden oplever mange dog, at det giver anledning til at finde ud af, hvad man stadig kan gøre i livet - og at gøre det, der giver glæde og energi.
Få hjælp til at håndtere bivirkninger
Hvis du får behandling ved kronisk nyrekræft, kan du opleve forskellige bivirkninger, som kan påvirke din hverdag i større eller mindre grad. Da der er tale om en kontinuerlig behandling, er det vigtigt, at du løbende taler med lægen eller sygeplejersken om dine gener, og om håndtering af bivirkningerne. Bivirkningerne kan virke overvældende særligt i starten af forløbet.
De fleste, der er i behandling for nyrekræft med spredning, vil opleve træthed. Medicinen kan også give kvalme/madlede, ændret smagssans og diarré.
Få gode råd til at håndtere bivirkningerne:
Du kan selv gøre meget
At gøre noget aktivt for sig selv kan give håb og ekstra styrke, når man er i behandling for kræft eller er på den anden side af et krævende kræftforløb. Du kan f.eks. styrke din krop og få ny energi ved at have fokus på, hvad du spiser og ved at bevæge dig. Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Det behøver ikke være hård motion eller i lang tid. En gåtur er også fin.
Kræft kan også sætte tankerne på overarbejde. Du kan ikke bare bestemme dig for at tænke eller føle noget andet, end du gør, men med f.eks. mindfulness kan du få mere ro og overskud. Find opskrifter, øvelser og redskaber på disse sider:
Godt for dig at vide
Mads Holm Iversen
Kræftfri efter nyrekræft
Fortæller ærligt om frygten for tilbagefald
Mads fik nyrekræft som 46-årig, kræften blev fjernet ved operation, og han er i dag kræftfri. Men efter kræftforløbet fyldte frygten for tilbagefald - en reaktion han dog har fået hjælp til at håndtere.
Mads Holm Iversen
Kræftfri efter nyrekræft
Personlig fortælling
Sammenholdet (app)
Sammenholdet er en gratis app til kræftpatienter og deres pårørende, der gør det nemt at koordinere hjælp i hverdagen fra familie og venner. Med appen kan du oprette et netværk, hvor I kan koordinere opgaver som madlavning, børnepasning og transport - og du kan opdatere dit netværk på, hvordan det går i sygdomsforløbet.
Hent 'Sammenholdet' gratis:
Aktiviteter
Besøg kalenderen og se, om der er aktiviteter nær dig, du kunne have glæde af. I kalenderen finder du samtalegrupper, kurser og andre aktiviteter for kræftpatienter, pårørende og efterladte i hele landet.
Mød andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Her kan du dele dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen 'Nyrekræft'.
Brug Kræftrådgivningen
Alle berørt af kræft er velkomne i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger. Du kan få professionel rådgivning og har mulighed for at deltage i samtalegrupper, kurser og andre aktiviteter. Vi har tilbud til kræftpatienter, pårørende og efterladte. Alle tilbud er gratis.