Symptomer på nyrekræft
Nyrekræft opdages ofte ved en tilfældighed og altså uden symptomer, men blod i urinen kan være et tegn på kræft i nyren. Hvis du tror, der kan være noget galt, så få din læge til at undersøge dig.
Forskellige symptomer på nyrekræft
I mange tilfælde opdages nyrekræft ved en tilfældighed. Det kan være, hvis du skal scannes af en anden årsag, og lægen her finder tegn på kræft i nyren.
Blod i urinen kan være et symptom
Blod i urinen kan opdages på forskellige måder. I nogle tilfælde er det meget tydeligt, fordi urinen pludselig er rød. Blod i urinen behøver ikke at være til stede hele tiden, men kan komme og gå.
Blod i urinen kan også være i så små mængder, at det ikke kan ses med det blotte øje, men kun kan afsløres ved at lægen undersøger urinen nærmere (med en urinstix).
Blod i urinen forekommer i omkring 20-30 pct. af alle tilfælde af nyrekræft som det første og eneste symptom.
Husk, at blod i urinen også kan skyldes andet end nyrekræft, f.eks. nyresten, blærebetændelse eller forstørret blærehalskirtel (prostata).
Smerter i lænden og andre symptomer
Smerter i lænden/flanken evt. med udstråling til lysken, træthed, almen utilpashed, lav blodprocent og/eller vægttab kan også være symptomer på nyrekræft.
Gå til lægen, hvis du har disse symptomer
Hold øje med forandringer og gå til lægen, hvis du oplever:
- Blod i urinen (langt det hyppigste symptom)
- Dumpe smerter i lænden
- 'Udfyldning' i lænden
- Hævelse og ømhed af pungen pga. hævelse af venerne i testiklen (årebrok/varicocele testis)
- Træthed uden grund
- Uforklaret vægttab
- Feber uden kendt årsag
- Natlige svede-/hedeture
Det behøver ikke at være kræft
Næsten alt, der kan være symptomer på kræft, kan lige så godt være symptomer på noget andet. Men det er vigtigt at søge læge og blive undersøgt, så du kan slippe mistanken eller blive behandlet, hvis der er tale om kræft.
Gør en forskel for kræftsagen
Som medlem af Kræftens Bekæmpelse er du er med til at sikre banebrydende forskning, forebyggelsesindsatser og støtte til alle, der er berørt af kræft. Vi tilbyder forskellige typer medlemskab, så du kan støtte på den måde, der passer dig.
Bliv medlemVil du være frivillig?
Fantastiske events, politiske indsatser og støtte til mennesker berørt af kræft. Kræftens Bekæmpelses frivillige laver mange slags arbejde, men alle har de det til fælles, at de gør en forskel for kræftsagen.
Læs om at være frivillig