Det mener Kræftens Bekæmpelse om robusthedskommissionen

Geografisk skævhed, personalemangel, stive faggrænser og administrative hindringer skal elimineres. Bl.a. bør det undersøges, hvad der skal til for at fastholde sundhedspersonale i den offentlige sundhedssektor. Er det løn, organisering, fleksibilitet, ledelse, arbejdsforhold eller andet, der halter?

Der bør ses på personalenormeringer. Det gælder især i vagttid, hvor normeringerne visse steder er så lave, at personalet flygter.

Robusthedskommissionen bør gennemføre analyser af situationen på de vagttunge afdelinger, hvor der pt. kun kan rekrutteres nyuddannede sygeplejersker, som er der i kort tid – til de kan få et andet job.

Hertil kommer, at stillingsstrukturerne bør indrettes, så flere eller alle deles om vagterne, og så det ikke er muligt for læger, sygeplejersker og andre at sidde i vagtfri ambulatoriestillinger. Der bør også ses på tilstedeværelse af ledelse i vagterne.

Det, der er passende for én patient, kan være utilstrækkeligt eller overflødigt for en anden. Sundhedspersonalets ressourcer skal kanaliseres derhen, hvor behovene er.

Patienternes præferencer og behov skal afdækkes og indgå systematisk i planlægning og ressourceallokering.

Målet er at fjerne unødvendig aktivitet og overbehandling og samtidig indtænke bekæmpelse af ulighed i sundhed i kerneopgaven.

Ved længere forløb med flere behandlere og ved sektorovergange skal bedre adgang til data og adgang til en patientansvarlige læge skabe overblik og tryghed hos patienterne og minimere ressourceforbruget.

Patienternes forløb gennem sundhedsvæsenet må ikke kuldsejle på grund af manglende sundhedskompetencer hos det enkelte menneske eller personens pårørende. Det reelle og faktiske ansvar for forløb ligger hos sundhedsvæsenet/sundhedspersonalet.

Patienter, der kan og vil behandles i eller tæt på eget hjem, skal behandles der.

Personalet i både det nære og specialiserede sundhedsvæsen skal uddannes i nye metoder og have større indflydelse på, hvordan arbejdet tilrettelægges i samarbejde med patienten. Det bør analyseres, hvor meget sundhedsvæsenet vinder ved at flytte for eksempel 5 eller10 pct. af al ambulant behandling hjem til patienten.

Et robust sundhedsvæsen stræber mod at yde netop den behandling, der har effekt og ikke skader patienterne. Målet må være, at alle patienter modtager evidensbaseret behandlingstilbud af højeste kvalitet. Det forudsætter, at mange flere patienter indgår i kliniske forskningsforsøg.

Der bør fastsættes et ambitiøst mål for patientinklusion i kliniske forsøg. Der skal etableres en organisatorisk og realistisk ramme for klinikerne, så nødvendig og relevant forskning kan finde sted i alle dele af sundhedsvæsenet.

Tilbud om støtte fra patientforeninger eller andre civilsamfundsorganisationer bør indgå i dialogen med patienten om behandlingsforløbet. Kommissionen bør granske, hvor meget og hvordan civilsamfundets organisationer kan involveres i sundhedsvæsenets drift. Det bør drøftes, om der kan formuleres en samarbejdsmodel, og om der i modellen skal indtænkes kompensation til civilsamfundsorganisationer for deres ydelser.

Trækket på sundhedsvæsenets ressourcer øges i takt med, at vi bliver flere og ældre og får flere samtidige sygdomme. Derfor skal tilgangen af nye patienter og patienter, der genindlægges, bremses. Der bør analyseres, hvad 10 kr. anvendt på primær forebyggelse skaber af værdi og besparelse i det specialiserede sundhedsvæsen. 

Patienterne er indlagt i kortere tid, og flere pleje- og omsorgsopgaver bliver varetaget af kommunerne. Kommunernes behov for uddannet sundhedspersonale er stort, når opgaverne flytter fra det specialiserede til det nære sundhedsvæsen.

Opgaveglidning mellem sektorer og mellem faggrupper er grundlæggende positivt i et fleksibelt sundhedsvæsen og bør understøttes teknologisk, så adgang til specialiseret rådgivning gøres mere tilgængelig. Desuden bør den faglige fleksibilitet allerede tænkes ind i uddannelsen af sygeplejersker og SOSU-assistenter.

Personalet i sundhedsvæsenet er oftest drevet af, at arbejdet giver stor mening, og at de løbende kan udvikle og dygtiggøre sig fagligt. Derfor bliver adgangen til relevant og vedkommende efter- og videreuddannelse også et væsentlig aktiv i forhold til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

Alle faggrupper og specialer påvirkes af ny teknologi, og behovet for grundlæggende digitale kompetencer hos personalet stiger med indførelsen af datadrevne teknologier.

På hospitaler og i kommuner må det være en væsentlig ledelsesopgave at sætte retningen for denne udvikling og at støtte mellemledere og medarbejdere i anvendelsen af datadrevne teknologier, der eksempelvis fungerer som beslutningsstøtte for udredning og behandling.