Det mener Kræftens Bekæmpelse om at investere i tobaksindustrien
Kræftens Bekæmpelse mener, at offentlige og private investorer skal stoppe investeringer i tobaksindustrier. Det gælder stat, kommuner, pensionskasser, forsikringsselskaber, banker og andre finansielle investorer.
Tobak er hvert år årsag til ca. 16.000 dødsfald i Danmark og otte mio. dødsfald på verdensplan. Tobak er den videnskabeligt dokumenterede største enkeltårsag til kræftsygdomme og deraf følgende dødsfald. Derfor mener vi, at ingen skal investere i tobaksindustrien, da alle bør tage ansvar for ikke at støtte en så sundhedsskadelig industri.
Tobaksindustrien ekskluderet fra FN’s etiske virksomhedsnetværk
FN’s etiske virksomheds netværk, Global Compact, kategoriserer tobaksindustrien som en såkaldt 'højrisiko-sektor'. Industrien er dermed i samme kategori som klyngebomber, landminer, atomvåben, kemiske våben og biologiske våben.
Vil man som firma eller organisation gerne operere på et ansvarligt og bæredygtigt grundlag, vælger mange at lægge sig op af de retningslinjer, som kommer fra FN’s Global Compact. Global Compact er baseret på 10 principper om eksempelvis at fremme miljømæssig ansvarlighed, menneskerettigheder og modarbejde børnearbejde.
Kræftens Bekæmpelse mener, at eksklusionen af tobaksindustrien er et kæmpe stort og vigtigt skridt i den rigtige retning og understreger de alvorlige skadevirkninger af tobaksindustriens produkter.
En række pensionsinvesteringer er bundet sammen med overenskomstmæssige aftaler. Mange pensionsopsparere og forsikringstagere er ikke klar over, at deres pensionsselskab og forsikringsselskab har en del af de indbetalte midler investeret i tobaksaktier.
Det kan være en langvarig proces for arbejdsgivere og arbejdstagere med overenskomst at få ændret pensionsaftaler, så der er garanti for, at de ikke omfatter puljer med tobaksaktier. Pensionsopsparingspuljer kan sagtens sammensættes, uden der indgår tobaksaktier i puljerne, som det eksempelvis ses hos Alm. Brand, AP Pension, Danica Pension, Lægernes Pensionskasse, Lærernes Pension, MP Pension, P+, PenSam, PensionDanmark, PFA og PKA og også hos Danske Invest.
Tobaksindustrien må ikke påvirke politikere
Danmark har i 2004 tiltrådt WHO’s rammekonvention om tobak, FCTC. Det er en juridisk bindende konvention, som forpligter Danmark til at beskytte nuværende og kommende generationer mod konsekvenser af tobak og tobaksforbrug. Danmark overholder endnu ikke alle forpligtelser i FCTC og anbefalingerne i tilhørende guidelines.
Vi mener, at Danmark snarest muligt bør opfylde konventionens forpligtelser fuldt ud.
Eksempelvis er en af anbefalingerne, at tobaksindustrien ikke bør have indflydelse på sundhedspolitik, da der er en fundamental og uforenelig konflikt mellem tobaksindustriens interesser og offentlige sundhedspolitiske interesser. I Danmark har tobaksindustrien mulighed for at påvirke sundhedspolitikken og der mangler gennemsigtighed med hensyn til tobaksindustriens interaktioner med ministerier og styrelser.
Sundhedsstyrelsen har vedtaget, at alle henvendelser fra tobaksindustrien og deres interesseorganisationer offentliggøres på deres hjemmeside. Vi opfordrer til, at disse retningslinjer som minimum implementeres i alle ministerier og styrelser.
Læs mere om investeringer i tobaksindustrien
FN har kategoriseret tobaksindustrien som en såkaldt 'højrisiko-sektor' og ekskluderet tobaksindustrien fra FN's etiske virksomhedsnetværk, Global Compact. Mange mennesker har uden at vide det investeringer i tobak via eksempelvis pensionspenge. Tobacco Free Portfolios er en non-profit organisation, som arbejder målrettet for at rådgive investorer i at investere tobaksfrit:
Danmark har i 2004 tiltrådt WHO’s rammekonvention om tobak, FCTC, som er en juridisk bindende konvention, som forpligter Danmark til at beskytte nuværende og kommende generationer mod konsekvenser af tobak og tobaksforbrug:
WHO framework convention on tobacco control
Tobak er skadeligt for både sundhed og miljøet. Der ryddes store områder med oprindelig skov for at dyrke tobak og børnearbejde er udbredt i tobaksplantagerne.
Læs mere om, hvad Kræftens Bekæmpelse mener:
Kontakt presseteamet
Ønsker du udtalelser til pressen, kan du kontakte Kræftens Bekæmpelses pressetelefon på tlf.: 35 25 74 00