Det mener Kræftens Bekæmpelse om senfølger
Kræftens Bekæmpelse mener, at senfølgeindsatsen i Danmark skal styrkes. I dag er både viden på området og hjælp til de patienter, som oplever senfølger efter kræft, mangelfuld og tilfældig.
Mere end halvdelen af alle kræftoverlevere oplever senfølger. Senfølger kan være både fysiske og psykiske helbredsproblemer, som opstår under eller efter behandlingen for kræft. Det kan f.eks. være fatigue (kræftrelateret træthed), smerter, angst og kognitive udfordringer.
Desværre mangler der i dag både viden om og systematisk fokus på senfølger. De fleste kræftpatienter oplever, at behandlingsforløbet er veltilrettelagt og kører efter en klar plan. Men når behandlingen er afsluttet, oplever mange, at de står alene, når senfølgerne opstår. Kræftens Bekæmpelse mener derfor, at der er brug for at styrke senfølgeindsatsen i Danmark.
Flere vil opleve senfølger
I dag lever cirka 385.000 med og efter kræft i Danmark, og tallet forventes at stige i fremtiden. Det skyldes, at kræftpatienters overlevelse er forbedret gennem de seneste år på grund af fremskridt inden for kræftbehandling. Samtidig er antallet af nye kræfttilfælde stigende.
Med det voksende antal kræftoverlevere vil senfølger i fremtiden blive en stigende udfordring i det danske sundhedsvæsen. Senfølger har samtidig konsekvenser for patienternes livskvalitet, funktion og arbejdsevne. Derfor er det vigtigt, at senfølgeindsatsen styrkes - Kræftens Bekæmpelse har otte anbefalinger for området. Læs dem i boksen herunder.
Du kan læse en uddybning af anbefalingerne og baggrunden for disse i Kræftens Bekæmpelses holdningspapir om senfølger:
Holdningspapir om senfølgerKontakt
Hvis du vil vide mere om Kræftens Bekæmpelses arbejde med senfølger efter kræft, er du velkommen til at kontakte Katrine Ridder Brøndum, sundhedsfaglig konsulent i Kræftens Bekæmpelse:
E-mail: krb@cancer.dk, tlf.: 35 25 76 15
Kontakt presseteamet
Ønsker du udtalelser til pressen, kan du kontakte Kræftens Bekæmpelses pressetelefon på tlf.: 35 25 74 00