Det mener Kræftens Bekæmpelse om ulighed i kræft
Kræftens Bekæmpelse mener, at alle som bliver ramt af kræft, skal tilbydes den bedst mulige behandling og støtte. Regeringen skal afsætte ressourcer til at prioritere og iværksætte initiativer, som kan styrke kræftforløbene for de mest sårbare patienter.
Hvert år får ca. 45.000 mennesker i Danmark konstateret kræft. Langt flere end tidligere overlever sygdommen, men den positive udvikling gælder desværre ikke alle. Der er forskelle i, hvem der får kræft og hvem der overlever kræft.
Forskning viser, at dem der klarer sig dårligst i kræftforløbet, er danskere med lave indkomster, kort uddannelse, der bor alene og har etnisk minoritetsbaggrund.
Uligheden kommer både til udtryk i, hvornår sygdommen bliver opdaget, i kvaliteten af den behandling de får, og i, hvor store chancer de har for at overleve kræftsygdommen.
Ser man på tværs af alle kræftramte, er sandsynligheden for at være i live fem år efter kræftdiagnosen 61 pct. blandt personer med kort uddannelse og 77 pct. for personer med lang uddannelse. Over en femårig periode ville 11.000 flere kræftpatienter være i live, hvis alle klarede sig lige så godt som de bedst stillede.
Hvordan opstår uligheden?
Forskningsresultater viser, at sårbare patienter i mindre grad deltager i screeningsprogrammer og i mindre grad har kendskab til kræftsymptomer. Kræft opdages eksempelvis senere hos personer med kort uddannelse, hvilket betyder, at kræftknuden ofte er større eller har spredt sig til andre steder i kroppen. Den sene diagnosticering har stor betydning for den enkelte patients behandling, senfølger og overlevelse.
En del af uligheden kan forklares med livsvilkår og sundhedsvaner grundlagt i opvæksten. Det gælder blandt andet rygning, fysisk inaktivitet, overvægt, brug af solarium, arbejdsmiljø og flere samtidige sygdomme.
Den ulige fordeling af risikofaktorer for at få kræft kan dog ikke forklare alle forskelle.
For nogle kræftformer, har undersøgelser vist, at der er ulighed i, hvornår patienter bliver henvist, og hvilken behandling og rehabilitering de modtager. Dette skyldes mange forskellige mekanismer. Forskning peger eksempelvis på, at forståelse af sundhedsbudskaber og kommunikation med sundhedsprofessionelle spiller en afgørende rolle.
De seneste års fremskridt på kræftområdet har altså ikke gavnet alle lige meget. Der er derfor behov for politiske tiltag og strukturelle indsatser, hvis ulighed i kræft skal reduceres. Der er samtidig behov for flere ressourcer til at styrke både forskningen og de indsatser, som er målrettet social ulighed.
Læs mere om ulighed i kræft:
Anbefalinger fra Kræftens Bekæmpelse, Danske Regioner og KL: Seks skridt til mere social lighed i sundhedLæs om, hvordan man kan forebygge kræft på vores hjemmeside:
Læs om vores Navigatortilbud her:
Kontakt presseteamet
Ønsker du udtalelser til pressen, kan du kontakte Kræftens Bekæmpelses pressetelefon på tlf.: 35 25 74 00