Tabubelagte sygdomme
Nogle kræftsygdomme og senfølger kan være særligt svære at tale om.
Ud over at skulle forholde sig til at have fået en kræftsygdom, er nogle mennesker også tvunget til at skulle forholde sig til, at kræften sidder et 'privat' sted, som man måske ikke er vant til at tale med andre om. Eller måske har behandlingen givet bivirkninger og senfølger, som kan have en kæmpe betydning for ens liv, men være svære at tale om.
Tabu kan desværre også betyde, at man udskyder livsvigtige lægebesøg, hvis man oplever gener, man ikke har lyst til at få set på eller tale med lægen om.
Hvordan fortæller man om at have fået kræft i vulva?
"I går forsøgte jeg mig med at kaste med potteplanter! Det virkede ikke, jeg var nemlig ikke vred, men ked af det!" Sådan starter Maibrit sit opslag på Facebook den dag i bilen på vej hjem fra sygehuset, hvor hun har fået at vide, at hun har vulvakræft og skal have bortopereret klitoris.
På det tidspunkt tog 36-årige Maibrit et aktivt valg: Hun ville komme tabuet i forkøbet og dele åbent om det hele på Facebook – også selv om det indebar at snakke om både klitoris og kønslæber:
”Jeg nægtede at skamme mig over, at kræften sad i mine kønsdele”
Dorte udskød lægebesøg i 10 år
50-årige Dorte udskød lægebesøg i 10 år, fordi hun var pinlig over at have symptomer på, at noget var galt i endetarmen. Efter operation for endetarmskræft havde hun voldsomme senfølger i årevis, før hun fik en pacemaker i ballen. Det hjalp. I starten var det meget skamfuldt ikke at kunne holde på sin afføring, men er i dag er Dorte blevet meget god til at tale om det.
Rådgiverens tre gode råd til at bryde tabuet
Bjørn Ruben Pedersen er rådgivningsleder ved Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Aarhus. Han møder mange kræftpatienter, der er flove over deres kræftsygdom eller de senfølger, de slås med:
- Det, der handler om seksualitet og kønsorganer, er ofte svært at tale om. Det taler vi normalt ikke om med hvem som helst, heller ikke, når det gælder kræft. For mænd kan det være enormt tabuiseret og skamfuldt, at de ikke længere kan få erektion eller tager på for eksempel efter behandling for prostatakræft. Personer, der får en HPV-relateret og seksuelt overført kræftsygdom kan føle, at det er deres egen skyld, selv om det på ingen måde er tilfældet.
Kræftpatienter er i forvejen i en belastet situation, og skammen kan øge denne belastning. Hvis man både skal forholde sig til sin sygdom og skam, kan man have sværere ved at håndtere sin situation.
Husk, at det ikke er dig, der er noget galt med – ofte bliver det nemmere, når man åbner op for sine tanker.
1. Øv dig
Formuler nogle sætninger, der fortæller om dine udfordringer og øv dig på dem hjemme. Begynd med at sige sætningerne til dine nærmeste og start roligt op.
Efterhånden vil du kunne fortælle mere frit og uddybende om din situation – også til mennesker, du ikke er tæt med.
2. Opsøg andre
Når du møder eller hører om andre med samme problem som dig, normaliserer det din situation. Læs på nettet, Tag kontakt til Senfølgeforeningen, patient-foreninger, eller Kræftens Bekæmpelses rådgivning eller find hjælp i Facebookgrupper. Du er ikke alene – der er mange, der har det som dig.
3. Tal med dine behandlere
Hvis du stadig er i behandling, så tal om dine tanker og udfordringer med lægen eller sygeplejersken. De kan hjælpe dig eller sende dig videre til sexologisk klinik, senfølgeklinik eller andre, der muligvis kan hjælpe. Og ellers kan du altid ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen: 8010 3010.
Hvis kroppen ændrer sig
Råd og vejledning om seksualitet
Mange oplever, at behandlingen for kræft medfører gener, som påvirker lysten og måske også evnen til seksuel aktivitet. Det kan derfor i perioder have konsekvenser for seksualiteten og intimiteten i parforholdet.
Find råd og vejledning om seksualitet:
Information om senfølger
Bivirkninger opstår i forbindelse med selve kræftbehandlingen og forsvinder normalt igen, når behandlingen er slut. Senfølger er derimod varige gener og kan være både fysiske og psykiske.
Find viden om senfølger og hjælp til at håndtere dem:
Find hjælp og viden hos Senfølgerforeningen
Senfølgerforeningen støtter og vejleder kræftpatienter til at kunne håndtere et hverdagsliv med senfølger. Foreningen har en socialrådgiver, en sexolog og en psykologisk vejleder, som sidder klar til at svare på spørgsmål. De har også en telefonlinje, forskellige aktiviteter og netværksgrupper.
På deres hjemmeside kan du læse mere og finde personlige beretninger og gode råd fra andre, der lever med senfølger:
Mød tre, der har oplevet deres krop ændre sig
I medlemsbladet Tæt på kræft kan du læse om Stinne, Trine og Lars, der alle har været gennem en kræftsygdom, som har ændret deres krop, og som de har skulle lære at leve med.
Tæt på kræft: Kræft og kærlighedKræftlinjen
Du kan få gratis, professionel rådgivning på Kræftlinjen. Ring til os på 80 30 10 30 eller skriv via chatrådgivningen. Kræftlinjen har åbent alle hverdage kl. 9-21 og kl. 12-17 i weekenden. Kun lukket på helligdage.
KræftlinjenCancerforum
Læs om andres tanker og erfaringer og del dine egne på Cancerforum, Kræftens Bekæmpelses onlineforum for kræftpatienter og pårørende.
Cancerforum.dk