TEMA: Det hjalp mig i mit kræftforløb

Bo: Min kemo-kammerat holdt mit humør oppe

Et par dage efter at jeg havde fået fjernet den ene testikel på grund af testikelkræft, blev jeg indlagt på OUH for at få kemo. Heldigvis kom jeg fra første færd på stue med Klaus, og vi endte med at følges ad igennem hele forløbet.

Vi havde det møg-elendigt begge to. Jeg tabte håret og mistede fuldstændig appetitten. Men det hjalp virkelig at have én at gå igennem det hele sammen med.

Klaus og jeg lavede en masse fis, mens vi lå og havde det dårligt. Vi talte ofte om, hvad vi skulle spise, når vi fik appetitten igen. Og vi blev enige om, at når alt det her var slut, så skulle vi ud og drikke fadøl.

Det har vi heldigvis gjort flere gange, siden vi begge blev kræftfri. Sammen med min dejlig familie og mine fantastiske kollegaer var Klaus virkelig med til at få mig godt igennem det hele.

For Lisbeth blev Bollywood Zumba vejen frem

Da jeg fik brystkræft, begyndte jeg at danse en halv times Bollywood Zumba foran computeren hver morgen. Jeg forstår ikke et ord af teksterne – men det er en skøn måde at starte dagen på med fest og farver.

Jeg har altid dyrket morgenmotion, men kunne ikke fortsætte med at svømme om morgenen, mens jeg var i behandling. Lægerne var dog meget klare i spyttet: Hvis jeg ville godt igennem kræftforløbet, måtte jeg selv være en del af løsningen. Motion er vigtigt for kroppen, mens man får kemo og forebyggende medicin.

Det er en indisk dame, der kører holdet online, og der ligger en masse gratis videoer på YouTube, så det er lige til at gå til – bare søg på ’Dance with Deepti’. Bagefter er jeg varmet op, og dagen er skudt godt i gang.

Da jeg fik det bedre, aftalte jeg med en indisk veninde, at vi ville starte et hold med Bollywood Zumba her i Billund, hvor vi begge bor. Så det kører vi nu en gang om ugen i det lokale idrætscenter. Hun er instruktør, og jeg står for det administrative. Det løfter virkelig humøret, hver gang jeg har danset.

Bent: Pilefletning gør mig glad

– Pilefletning gør mig glad. Det holder de negative tanker væk, og tit glemmer jeg, at jeg har kræft. Det er kun, når nogen spørger til det, at jeg tænker på det, fortæller Bent.

I 2023 fik Bent konstateret prostatakræft med spredning. Efter kemo er kræften kommet i bero, men han skal leve med sygdommen indtil den dag, han ikke er her mere – der er ingen helbredende behandling. 

Da kemobehandlingerne er overstået, og Bent har fået energien igen, spørger hans bror, om han vil med på et weekendkursus i pileflet. 

– Nej, det tror jeg ikke, er noget for mig, siger Bent. Men hans kone, bror og svigerinde presser på, og til sidst siger Bent ja, for at få fred for deres plageri. Så kan han da bag efter sige, at han prøvede det, tænker han.

Men sådan går det ikke.

Bent bliver bidt af pilefletningen i en sådan grad, at det ender med, at han indretter et hjørne i stuen som fletteværksted. Tit sidder hans kone og spinder garn, mens han fletter. Kurve, bordskånere, bakker og fuglekugleholdere. På kun et år har 69-årige Bent flettet mere end 50 værker i pil.

Han har meldt sig ind i det lokale pilefletterlaug og tager med til deres kurser. Sommetider holder han også flettedag med sin bror og svigerinde. 

Lisbeth: Jeg kunne ikke vente med at komme ud at ro

Jeg roede allerede inden, jeg blev ramt at kræft. Vi er et hold, der alle sammen er lidt oppe i årene, som ror til Rammstein-musik og konkurrerer for sjov. Så da jeg blev opereret for brystkræft, kunne jeg næsten ikke vente med at komme ud at ro igen.

Mit kræftforløb var forholdsvis mildt. Men alligevel bliver man jo bange. Der er en masse tanker, der går i gang, så snart ordet 'kræft' bliver nævnt. Der hjalp det mig virkelig at komme ud på vandet og lade tankerne flyve og glemme det hele.

De første 14 dage efter operationen skulle jeg blive i land. Det var hårdt at se de andre ro ud uden mig! Men derefter kunne jeg starte forsigtigt op igen.

Da vi havde roet 500  meter, spurgte jeg de andre, om vi ikke snart skulle ro stærkt? Jo, det kan vi da godt – hvis der ikke var én i båden, de skulle tage hensyn til, svarede de. Jeg havde glemt alt om, at jeg ikke måtte anstrenge mig. Alle bekymringerne var væk. Helt fantastisk!

Betina: Ridningen blev mit fristed

Ridningen har altid været mit fristed – der, hvor jeg kobler fra. Så da jeg for 4 år siden fik kræft i underlivet, var det selvfølgelig også hos mine to heste, jeg fik trøst.

Dagen inden jeg skulle opereres, kørte jeg ud til mine heste for at tage en sidste ridetur. "Vi ses på den anden side til et nyt liv", sagde jeg med et stik i hjertet. 

Da jeg efter 14 dage blev udskrevet fra hospitalet, bad jeg min kæreste køre en tur forbi rideskolen på vej hjem. Han syntes, jeg var sindssyg, men jeg var nødt til at klappe dem. Det var det eneste rigtige for mig.

Kort efter fik jeg betændelse, og i lang tid gik jeg som en haltende gigtpatient. Lægerne sagde, at jeg måske aldrig ville kunne ride igen. "Det skal jeg fandme nok sørge for, at jeg kommer til", var mit svar.

En dag tog jeg ud for at sige hej til hestene, og jeg endte med lige at svinge mig op på en af dem, bare for at prøve det. Og så var det, som om hele bækkenet blev brækket på plads igen. Fra den dag kunne jeg gå helt almindeligt igen. Jeg tror, det var meant to be!

I dag er jeg kræftfri, men på det seneste har jeg stresset meget over nogle prøvesvar, som jeg snart skal have. Når jeg har det sådan, er det altid dejligt at køre ud til dem. De giver mig deres stille trøst helt uden at vide det. 

Jeg er overbevist om, at hestene har reddet mig, både fysisk og mentalt. Hver gang sygdommen har slået mig i gulvet, har de været min største motivation for at komme tilbage. Dem ville jeg aldrig undvære.