Ruskjærholm
Ruskjærholm er et aktivitetscenter lidt uden for Ikast med en lang række tilbud til mennesker, der er berørt af kræft. Her på siden kan du læse nærmere om aktiviteterne, og hvem der kan låne faciliteterne.
Aktiviteter
Ruskjærholm er et nedlagt landbrug, som ligger i Ikast-Brande Kommune, og som blev foræret til Kræftens Bekæmpelse i 2008.
I dag står kun stuehuset tilbage, og med sine nybyggede aktivitetshuse, grillhytte, shelters og en pragtfuld natur med skov og søer er Ruskjærholm nu forvandlet til et åndehul for mennesker, der er berørt af kræft.
Ruskjærholm danner rammen om en lang række aktiviteter for kræftpatienter og pårørende, som er arrangeret af Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Ikast-Brande Kommune. Derudover bruger kommunen og kræftrådgivningen i Herning Ruskjærholm til kræftrehabiliteringstilbud, men andre kan også låne stedet til aktiviteter.
Faciliteter og udlån
Alle er velkomne til at besøge Ruskjærholm og gå en tur i området på egen hånd. Grupper kan også booke en rundvisning og høre om stedets historie og om Kræftens Bekæmpelses arbejde.
Ruskjærholm lejes ikke ud, men overnatning i grillhyttens shelters kan dog bookes gratis til private formål af kræftramte, pårørende, medlemmer, sponsorer og frivillige i Kræftens Bekæmpelse.
Lån af lokaler
Ruskjærholm lokaler kan ikke lejes til private formål, men kan lånes til følgende aktiviteter:
- Aktiviteter i Kræftens Bekæmpelse. Det vil sige, at Ruskjærholm kan lånes gratis af alle lokalforeninger, rådgivninger, områdekontorer, hovedkontor mv.
- Netværksgrupper og frivilliggrupper, der er dannet i regi af Kræftens Bekæmpelse
- Kræftramte til brug ved kræftrelaterede aktiviteter
- Aktiviteter, der arrangeres af øvrige lokale patientforeninger og lokale foreninger på det sociale område - mod en symbolsk betaling for forbrug
- Kræftrehabiliteringstilbud, som udbydes af Ikast-Brande Sundhedscenter
Lån af grillhytten
Alle interesserede er velkomne til at nyde deres medbragte mad på terrassen eller i hytten. Grillhytten kan desuden bookes gratis til private formål af kræftramte, frivillige i Kræftens Bekæmpelse, sponsorer, medlemmer eller ansatte.
Praktisk information
Ruskjærholms historie
I 2008 fik Kræftens Bekæmpelse tilbudt en stor gave: En gård uden for Ikast med 67 hektar jord, stuehus, avlsbygninger og landbrugsmaskiner. Gårdens ejere - Anna og Hans Bach Jensen - havde ikke børn og donerede i stedet deres livsværk til Kræftens Bekæmpelse for at støtte kræftpatienter og pårørende.
Siden har frivillige - med støtte fra lokale sponsorer - forvandlet stedet til et driftigt aktivitetscenter med en lang række tilbud til mennesker berørt af kræft.
Lokale ildsjæle forvandlede Ruskjærholm
Der gik 2 år, inden alle formaliteter og tilladelser var på plads, så gården formelt kunne overdrages til Kræftens Bekæmpelse. I slutningen af 2010 blev skødet endelig udarbejdet.
Efter en gennemgribende renovering af stuehuset blev Ruskjærholm officielt indviet som aktivitetscenter i 2011.
Ruskjærholm er siden da blevet udvidet flere gange. Det lille aktivitetshus blev bygget i 2012. Det store aktivitetshus blev bygget i 2015, efter de gamle avlsbygninger blev fjernet, og blev efterfølgende indviet i februar 2016. I 2019 stod den udbyggede grillhytte med shelters færdig.
Forvandlingen af Ruskjærholm er blevet en realitet på baggrund af lokale ildsjæles handlekraft og engagement - med økonomisk støtte fra lokale donorer og opbakning fra Ikast-Brande Kommune og Kræftens Bekæmpelse.
Frivillige står for den daglige drift
Det er frivillige, der står for den daglige drift og vedligeholdelse af Ruskjærholm, og opgaverne spænder vidt; lige fra træfældning til fundraising. Det overordnede ansvar for stedets økonomi og drift varetages af en styregruppe.