Årsager til peniskræft
Kræft i penis er en sjælden form for kræft. Den største årsag til peniskræft er den seksuelt overførte infektion HPV (human papillomavirus). Derudover kan nedsat immunforsvar og forhudsforsnævring øge risikoen. Peniskræft smitter ikke.
HPV er den største risikofaktor
Forskere mener, at omkring 30-50 pct. af alle tilfælde af peniskræft skyldes infektion med human papillomavirus (HPV).
HPV er en meget almindelig virus, som overføres seksuelt. De fleste, der er seksuelt aktive, bliver smittet med HPV i løbet af deres liv. I langt de fleste tilfælde forsvinder HPV-infektionen af sig selv.
Der er mange forskellige typer af HPV:
- Typerne 6 og 11 kan give kønsvorter (kondylomer)
- Omkring 12 HPV-typer (især type 16 og 18) kan medføre kræft. Det gælder især livmoderhalskræft, men i sjældnere tilfælde også kræft penis, de ydre kvindelige kønsorganer (primært på kønslæberne), skeden, endetarmsåbningen og visse former for kræft i mund og svælg
Vaccination kan forebygge HPV
Der er ingen effektiv behandling mod HPV-infektion, men der findes vacciner, der kan forebygge HPV-infektion.
Vaccinerne beskytter mod HPV og er godkendt i EU til at forebygge forstadier til kræft i livmoderhalsen, endetarmsåbningen, skeden og de ydre kvindelige kønsorganer. Da vaccinerne beskytter mod HPV, kan de med stor sandsynlighed også forebygge størstedelen af de tilfælde af peniskræft, der skyldes HPV.
HPV-vaccination er inkluderet i det danske børnevaccinationsprogram.
Rygning kan øge risikoen
Der er flere befolkningsstudier, som tyder på, at rygning øger risikoen for peniskræft.
Andre årsager til kræft i penis
Forhudsforsnævring øger risikoen for peniskræft
Mænd, der har svært ved at trække forhuden tilbage på grund af forhudsforsnævring, har sværere ved at holde området rent. Det kan medføre irritation og inflammation. Det kan betyde en let øget risiko for at udvikle peniskræft sammenlignet med andre mænd, der ikke har forhudsforsnævring.
Da peniskræft er en sjælden sygdom, er risikoen lille.
Omskæring nedsætter risiko for peniskræft
Omskæring i spædbarnsalderen nedsætter risikoen for at udvikle peniskræft. Det skyldes måske, at det tidlige indgreb forhindrer, at nogle senere i livet ville have udviklet forhudsforsnævring, som er en kendt risikofaktor. Omskæring senere i livet giver ikke samme beskyttelse.
Omskæring i spædbarnsalderen anbefales dog ikke i vores del af verden.
Nedsat immunforsvar øger risikoen
Hvis man har nedsat immunforsvar, har man generelt en øget risiko for kræft, også peniskræft. Ens immunsystem kan være svækket, hvis man har HIV eller AIDS, hvis man har en anden lidelse, eller hvis man får immunnedsættende medicin, f.eks. efter en organtransplantation.
Læs mere om infektioner og kræft:
Behandling med PUVA øger formentlig risikoen
Hudsygdommen psoriasis og kræft i form af hudlymfomer behandles nogle gange med en kur kaldet PUVA. Det er en kombination af tabletter med stoffet psoralen og ultraviolet bestråling. Mænd, der har fået PUVA, lader til at have en øget risiko for at udvikle peniskræft.
Muligvis sammenhæng mellem overvægt og risikoen for peniskræft
Enkelte studier har peget på en forøget forekomst af peniskræft hos overvægtige mænd.