Statistik om peniskræft
Her kan du se statistik for, hvor mange der får peniskræft hvert år, hvor mange der lever med sygdommen, og hvor mange der dør af den. Inden du læser videre, kan du overveje, om gennemsnitstal kan tilføre noget positivt i dit sygdomsforløb.
Inden du læser statistik
Det er en god idé at overveje, om du vil kende risiko og lægens vurdering af et sandsynligt forløb for din kræftform. Nogle finder statistik beroligende, fordi det er noget konkret at forholde sig til. Andre synes, statistik er skræmmende og upersonlig.
Mærk efter hvordan du har det, inden du læser statistik om kræftsygdomme.
Det er vigtigt at huske, at statistik er baseret på gennemsnit beregnet ud fra store patientgrupper og ikke siger alt om den enkelte. Den enkeltes risiko for at få kræft kan afvige meget fra gennemsnittet, lige som det er forskelligt, hvor længe hver enkelt overlever sin kræftsygdom.
Statistik for peniskræft
I tabellerne herunder kan du se, hvor mange der årligt får konstateret peniskræft og lever med sygdommen, og hvor mange i Danmark der hvert år dør af sygdommen:
Personer med peniskræft i Danmark | Mænd |
Antal nye tilfælde pr. år* | 66 |
Antal der lever med diagnosen** | 694 |
*Gennemsnit for årene 2017-2021.
**Antal ved udgangen af 2021. Indbefatter både personer, som er i behandling eller går til kontrol og personer, der betragtes som raske.
Hvor mange dør af sygdommen? | Mænd |
Dødsfald pr. år* (Gennemsnit for årene 2017-2021) |
16 |
Ring til Kræftlinjen, hvis du bliver bekymret
Vores erfaring er, at nogle finder styrke i overlevelsestal, og andre bliver rigtig kede af det eller bange. Hvis du bliver bekymret over de tal, du lige har læst, er det en god idé at tale med din læge eller sygeplejerske om netop din situation – for tallene her er gennemsnitlige tal og siger ikke noget præcist om den enkelte. Du er også altid velkommen til at ringe til vores gratis telefonrådgivning:
Få flere nøgletal om peniskræft
Se flere nøgletal og udviklingen over tid:
PDF-fil med grafer og nøgletalDatabasen NORDCAN
NORDCAN er en database med detaljerede oplysninger om forekomsten af kræftsygdomme i Norden. Du kan lave udtræk fra databasen og få resultaterne præsenteret i grafer og tabeller. Tallene opdateres løbende.