Symptomer på peniskræft
De tidligste symptomer kan være kløe, en brændende følelse under forhuden, farveændring eller en fortykkelse af huden. Oftest kan man kun se ændringerne, når forhuden er trukket tilbage.
Symptomer på peniskræft
I starten kan peniskræft være svær at genkende som kræft, og ændringerne kan blive overset. Mange mænd har haft symptomer i et års tid, før diagnosen stilles.
De fleste kræftknuder på penis opstår på forhuden eller på penishovedet og kun sjældent på penisskaftet. De mest almindelige symptomer er en knude eller et sår, som kan væske eller bløde. Såret eller knuden kan være gemt under en stram forhud.
Nogle knuder ligner vorter, og de føles ofte hårde. Kræftknuder på penis gør ofte kun ondt, hvis man rører ved dem, men de kan også være uømme.
Symptomerne på peniskræft kan være:
- Ændret farve af penis eller forhuden – eventuelt blå/brun
- Udvækst, der ligner en vorte, blist eller blære – især på penishovedet eller forhuden
- Sår, der ikke heler inden for 4 uger – især på glans (penishovedet) eller forhuden
- Blødning fra penis, eventuelt under forhuden
- Ildelugtende udflåd, betændelse
- Vanskelighed med at trække forhuden tilbage (phimosis)
- Udslæt – hvide pletter, røde, skællede pletter eller røde, fugtige pletter
Forstadier til peniskræft
Et forstadie til peniskræft kaldes også 'carcinoma in situ'. Ved forstadier til kræft er cellerne forandrede, så de ligner kræftceller, men forandringerne er ikke brudt gennem grænserne mellem de forskellige væv (in situ).
Forandringerne kan blive i dette stadium i flere år, men kan udvikle sig til peniskræft.
Herunder kan du se forstadier, som kan udvikle sig til peniskræft af typen planocellulært karcinom.
Navn på forstadie |
Udseende |
Placering |
---|---|---|
Bowens sygdom | Et enkelt, farvet, skællet eller skorpebelagt område | Skaftet af penis, mellemkødet eller over kønsbehåringen |
Queyrat erytroplasi | Velafgrænset, stærkt rødlig forandring | Penishovedet eller forhud |
Balanitis xerotica obliterans (Lichen Sclerosus et atroficus) | Lyse og ofte velafgrænsede hudforandringer | Penishovedet og forhud |
Bowenoid papulose | Mange, let forhøjede fortykkelser i nuancerne røde til violette | Som regel på skaftet af penis |
Fremskreden peniskræft
Ved mere fremskreden peniskræft kan man også få symptomer som:
- Hævet lymfeknude i lysken
- Træthed
- Mavesmerter
- Hævet ben (lymfødem)
- Vægttab
- Problemer med at komme af med vandet
Det kan være svært at se, om man har forandringer i huden, der kan være tegn på kræft. Er du i tvivl om, du har symptomer på kræft, så gå til lægen.
Tabubelagte kræftsygdomme
Nogle kræftsygdomme og senfølger kan være særligt svære at tale om. Tabu kan desværre også betyde, at man udskyder livsvigtige lægebesøg, hvis man oplever gener, man ikke har lyst til at få set på eller tale med lægen om.
Læs temaet om 'Tabubelagte sygdomme'Gør en forskel for kræftsagen
Som medlem af Kræftens Bekæmpelse er du er med til at sikre banebrydende forskning, forebyggelsesindsatser og støtte til alle, der er berørt af kræft. Vi tilbyder forskellige typer medlemskab, så du kan støtte på den måde, der passer dig.
Bliv medlemVil du være frivillig?
Fantastiske events, politiske indsatser og støtte til mennesker berørt af kræft. Kræftens Bekæmpelses frivillige laver mange slags arbejde, men alle har de det til fælles, at de gør en forskel for kræftsagen.
Bliv frivillig