Lindring af trykgener og smerter
Prostatakræften kan sprede sig til andre organer, hvorfra der kan opstå symptomer. Symptomerne kan lindres ved hjælp af forskellige slags behandling. Uanset hvor sygdommen har spredt sig til, vil hormonbehandling ofte lindre symptomerne i en periode.
Hormonbehandling af knoglesmerter
Hormonbehandling har ofte god effekt ved knoglesmerter, og mange mænd bliver i lange perioder – op til mange år – helt smertefrie. Effekten kan dog variere meget individuelt og strækker sig fra kort tid til over flere år.
Hormonbehandling består af medicinsk eller kirurgisk kastration.
Smertelindrende medicin
Når hormonbehandling ikke har tilstrækkelig effekt, og kræftcellerne er blevet hormonresistente, kan hormonbehandlingen kombineres med andre medicinske behandlinger, som kan afhjælpe symptomerne i en periode.
Det kan være nødvendigt at tage smertelindrende medicin for eksempel panodil og morfin.
Forebyggende smertelindring
Det kan være en god idé at tage medicinen forebyggende i perioder, selvom du ikke har smerter. Det er nemlig vigtigt at komme smerten i forkøbet for at kunne være tryg. Mange mænd ønsker kun at tage medicin, når det gør ondt, men ved den kroniske smerte, som der her er tale om, er en fast dosering af smertemedicin ofte nødvendig.
Behandlingen kræver justering med jævne intervaller, og det er en fordel, at det er din egen læge eller det palliative team, der ordinerer medicinen. Det kan være en god idé løbende at aftale med din læge, hvilke tegn du skal reagere på.
Smertelindrende strålebehandling
En anden mulighed for at lindre knoglesmerter fra spredning af prostatakræften er strålebehandling mod de smertende knogler. Smertelindring ved strålebehandling ses hos op til 75 pct., og hos 1 af 5 forsvinder smerterne fuldstændigt.
Den smertelindrende effekt kan hos nogle mærkes allerede under strålebehandlingen, men der kan gå flere uger før effekten mærkes. Behandlingen kan gentages flere gange med god virkning.
Bivirkningerne ved smertelindrende strålebehandling er ofte meget begrænsede, men afhænger af hvor stort et område der bestråles, samt af hvilke organer der rammes.
Lindrende strålebehandling ved blødning fra prostata
Har du blod i urinen, som skyldes kræft i prostata, kan strålebehandling være en effektiv behandling til at standse blødningen hos de fleste. Bivirkningerne er begrænsede, men man kan få løs afføring og vandladningsgener.
Behandling af tryk på rygmarv eller nerver (medullær kompression)
Metastaser i rygsøjlen kan trykke på rygmarven eller nerverne.
Symptomerne kan være hurtigt tiltagende rygsmerter, smerter, der stråler ned i benene, føleforstyrrelser, kraftnedsættelse, lammelser og problemer med at styre vandladning og afføring.
Det er afgørende, at behandling startes så hurtigt som overhovedet muligt. Udredningen vil derfor ofte indebære en akut indlæggelse. Du kan få stillet diagnosen ved en akut MR-scanning.
Sådan foregår behandlingen
Behandlingen består i at fjerne trykket på rygmarven, så nerverne igen kan fungere.
Trykket på rygmarv eller nerver kan afhjælpes ved operation i ryggen og/eller strålebehandling af det område, hvor metastasen sidder. Begge behandlinger er effektive, og valget af behandling afhænger af situationen. Det er ikke altid muligt helt at forhindre tab af funktionsevne.
Samtidig med behandlingen starter du desuden højdosis binyrebarkhormon og akut kastrationsbehandling, hvis du ikke tidligere er begyndt på dette.
Tryk på nyrerne
I sjældne tilfælde kan der opstå nyresvigt (uræmi), hvis afløbet fra nyrerne klemmes af prostatakræften. Symptomerne er udtalt træthed og kvalme, nogle gange med smerter fra nyrerne.
Er afklemningen sket under blæren, kan du få indsat et blærekateter.
Er afklemningen sket mellem nyrerne og blæren, kan det være nødvendigt enten at få lagt et lille dræn i urinlederen mellem nyre og blære eller får skabt en åbning i siden til et lille dræn, så urinen kan tømmes direkte fra nyren ud i en opsamlingspose.
I nogle tilfælde er det muligt at få forbedret urinafløbet ved en operation. Hormonbehandling kan også lette trykket på urinlederne.
Binyrebarkhormon virker alment lindrende
Prednisolon (binyrebarkhormon) kan lindre fremskreden sygdom ved at bedre appetitten, almentilstanden og humøret samt øge virkningen af smertebehandlingen.
Langvarig brug af prednisolon har dog en række uheldige bivirkninger som f.eks. tendens til mavesår, sukkersyge og hyppige infektioner.