Screening for prostatakræft
Man screener ikke for prostatakræft i Danmark, fordi der ikke findes en test, der er sikker nok.
Nogle undersøgelser tyder på, at screening for prostatakræft med PSA-test kan nedsætte antallet af mænd, der dør af sygdommen. Men der er flere grunde til, at mænd ikke bliver systematisk screenet for prostatakræft ved hjælp af måling af PSA i blodet.
Måling af PSA-tal er ikke en sikker nok metode til screening, fordi:
- Man godt kan have en forhøjet mængde PSA i blodet uden at have prostatakræft
- Prostatakræft udvikler sig typisk langsomt. Mange mænd når ikke at blive syge af prostatakræft, men dør af andre årsager. Da behandlingen har betydelige bivirkninger, er det væsentligt kun at behandle de mænd, der har brug for det, i stedet for alle mænd med forhøjet PSA
Meget få lande screener systematisk for prostatakræft
Organiseret screening for prostatakræft er kun indført i Litauen og Kasakhstan.
I dag er der dog raske mænd, der vælger at få taget en blodprøve for at måle mængden af PSA i blodet. Man bør i så fald på forhånd orienteres om fordel og ulemper ved testen.
Mænd i familier, hvor der ses mange tilfælde af prostatakræft i ung alder (under 60 år), anbefales PSA-test fra de fylder 45 år. Mænd, som er bærere af en sygdomsdisponerende genvariant i BRCA2-genet, anbefales PSA-test fra de fylder 40 år.