Kampagner
Er det dig eller tobaksindustrien, der snakker?
Har du også hørt, at vaping ikke er lige så farligt som cigaretter? Eller at snus er en god måde at kvitte smøgerne på? Det er nok ikke tilfældigt. For tobaksindustrien er afhængig af din afhængighed. Og derfor prøver de at manipulere dig – helst uden, at du opdager det. Så hvis du hører dig selv forsvare et nikotinprodukt, kan du overveje, om det overhovedet er dine egne ord – eller om det er tobaksindustriens.
En super lejlighed til at ryge
Hvorfor er vi så gode til at få børn og unge til at ryge? Det er fordi, at der er så mange gode lejligheder til det. I arbejdstiden, i idrætsklubben, på små værtshuse og endda på en del legepladser. Der findes mange super lejligheder til at ryge. Sådan vil det fortsætte med at være - medmindre vi beslutter os for at ændre det. Lejlighedsmæglerne James og Rikke giver en fremvisning de mange steder, hvor der stadig er super lejligheder til at ryge. Kom med!
Lærer vi ingenting?
Det største paradoks i tobaksforebyggelse er nok, at der ikke mangler viden om rygnings skadelige virkninger. Både gamle og unge kender alt til den helbredsmæssige glidebane, som afhængigheden kan ende ud i. Men unge begynder alligevel. Som så mange generationer før dem. Måske fordi mange af de 18-24 årige, som ryger, ikke selv synes, at de er rygere. Måske fordi mange planlægger at stoppe, inden de bliver ”rigtig voksne”. Underforstået, inden de bliver ”rigtige rygere”. Men virkeligheden er, at over halvdelen af de 18-24årige allerede forgæves har forsøgt at stoppe. Skal hver eneste generation absolut selv gøre sig de erfaringer med tobak, som ender med at koste hver anden ryger livet?
Det rygende barn
Danmark ligger nummer 1. Vi har verdens yngste rygestart med et gennemsnit på kun 16,4 år. Faktisk er hver fjerde, der begynder at ryge fast, 14 år eller endnu yngre. Sådan er det på trods af, at ni ud af ti danskere ønsker en røgfri fremtid for vores børn og børnebørn. Men er det så de unges førsteplads? Eller er det deres forældres? Er det butikkernes, tobaksindustriens, reklamebureauernes, underholdningsindustriens eller politikernes førsteplads? Sandheden må være, at den her førsteplads tilfalder os alle sammen. Skylden kan ikke placeres, men ansvaret kan løftes.
Der er et splittet land
Der er få ting, vi kan enes om, som en Røgfri Fremtid. Danmark er et splittet land. Der er tilsyneladende ingen nedre grænse for de spørgsmål, vi kan være uenige om. Må der komme ananas på en pizza? Skal toiletbrættet være slået ned, når man ikke bruger det? Kan man forvente, at ens venner hjælper med at flytte? Listen over hverdagsdilemmaer er uendelig. Så lad os lige stoppe op og påskønne, at 9 ud af 10 danskere er enige om, at vi ikke skal give tobakken videre til vores børn og børnebørn. Det er rimelig godt gået!
Tak
Det er ikke så tit, at nogen siger tak til dem, der ryger. Men måske en lille tak faktisk er på sin plads. Vi siger tak, for selv dem, der ryger, støtter en røgfri fremtid - 77 procent af dem, der selv ryger, ønsker ikke at give tobakken videre til deres børn og børnebørn. Nogen vil kalde det dobbeltmoral. Vi kalder det omtanke - og tak for den. For kun sammen kan vi undgå, at børn og unge begynder at ryge. Når det kommer til en røgfri fremtid, er vi mange, der vil det samme. TAK til hver og én.
Tiden flyver
Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge. Og halvdelen af dem, der bliver ved, ender med at dø af det. Sådan har det været i mange år, så der er ingen grund til at tro, at det ændrer sig. Medmindre vi selv ændrer noget. Alle ved, hvor farligt det er at ryge. Så det er ikke oplysning, der kan få færre børn og unge til at tænde den første cigaret. Det er vores fælles ansvar at sætte handling bag ønsket om en røgfri fremtid. Hvis vi ikke vil give tobakken videre til den næste generation, må vi vise, at vi er mange, der vil det samme. Vis din støtte til Røgfri Fremtid, og lad os ændre fremtiden sammen. Der er brug for handling nu!
Nej
Snotforvirrede egocentrikere. Sløve, asociale og overfladiske nej-hatte. Unge skal høre meget, bare fordi de gør tingene på en ny måde. De er vokset op med smartphones og har verden for deres fingerspidser. Det er generationen for hvem fravalg er det vigtigste valg, de nogensinde kommer til at tage. Vi hylder unge for at være i deres livs bedste nej-form. Nej til at stå op. Nej til at gå i seng. Nej til at gå med hunden. Nej til at blive klippet. Og forhåbentlig også nej til cigaretter. Så længe I siger NEJ, er der håb!
Talen
Skal vores børn virkelig lære at ryge? "Jeg har spurgt alle dem i nulte klasse og alle dem i min søsters børnehave – og de har ikke lyst til at ryge. Ikke en eneste! Alligevel har jeg læst, at der hver dag er 40 af de store, der starter. Så hvorfor gør I ikke noget?" Sådan spørger en lille dreng i den første kampagnefilm fra Røgfri Fremtid. Filmen var startskuddet til ’Røgfri Fremtid’, et partnerskab, der med nye metoder gør op med det faktum, at 40 børn og unge hver dag begynder at ryge.