Rygning og nikotin i graviditeten
En røg- og nikotinfri graviditet er noget af det vigtigste, man kan give sit barn, for at sikre det en god start på livet. Rygning og nikotin er nemlig den risikofaktor, der har størst negativ betydning for graviditeten og barnet.
Rygning og nikotin giver barnet en svær start på livet
En røg- og nikotinfri graviditet er noget af det vigtigste, man kan give sit barn, for at sikre det en god start på livet.
Hvis man har været vant til at ryge eller bruge nikotinprodukter, inden man blev gravid, kan trangen til at fortsætte være stor. Men for barnets skyld er det vigtigt at stoppe.
Rygning og nikotin er nemlig den risikofaktor, der har størst negativ betydning for graviditeten. Og det kan give barnet en meget svær start på livet.
En røg- og nikotinfri graviditet
Ved at holde sig røg- og nikotinfri under graviditeten er der større chance for, at:
- Moderkagen fungerer, som den skal
- Barnet bliver født til tiden og med normal vægt
- Barnets hjerne, hjerte og lunger er fuldt udviklede ved fødslen
- Barnet undgår vuggedød efter fødslen
- Barnet er mindre udsat for lungebetændelse og astma i det første leveår
Gode råd til dig, der vil stoppe
Forbered dig. I de første uger af stoppet er det helt almindeligt, at du kan savne rygningen eller nikotinprodukterne. Derfor er det vigtigt, at du har en plan for, hvad du vil gøre, når trangen melder sig. Gennemtænk de fristende situationer og lav f.eks. en liste: I stedet for at ryge/vape/bruge snus vil jeg ... gå en tur ... tage nogle dybe vejrtrækninger ... sende en sms ... spise et stykke frugt ... tygge tyggegummi. Det vigtigste er, at det fungerer for dig.
Fortæl andre om din beslutning. Det kan være en stor hjælp at have nogen, som støtter dig i din stop-proces. Fortæl venner og familie, at du har besluttet dig for at stoppe og bed dem om at støtte dig. Måske vil din kæreste eller en veninde stoppe sammen med dig.
Beløn dig selv. Gør noget, der føles rart og godt for dig og din graviditet. Du kan for eksempel bruge de penge, du sparer, på at købe noget fint til din baby, få massage eller gå på café.
Hold fast i din beslutning. Det er helt normalt at falde i, når man forsøger at stoppe. Hvis det sker for dig så giv ikke op, men betragt det som en lille svipser. Hold fast i din beslutning og fortsæt din vej mod at blive røg- og nikotinfri.
Få hjælp til at stoppe
Har du brug for støtte til at komme ud af afhængigheden? Ring til Stoplinjen på 80 31 31 31 og få gratis rådgivning.
Kontakt StoplinienRygning påvirker din baby
Mange gravide kæmper med afhængigheden. Mød lægen Inge, der fortæller om hvordan rygning påvirker et foster og hvilke konsekvenser, det kan få.