Kræftsygdomme
Kræft er ikke én sygdom. Der findes mange forskellige kræftsygdomme, som får navn efter det sted i kroppen, hvor de opstår. De fem mest almindelige kræftsygdomme er: Brystkræft, lungekræft, modermærkekræft, prostatakræft og tyktarmskræft.
Brystkræft
Brystkræft er den kræftform, der er mest udbredt blandt kvinder i Danmark. Men store fremskridt inden for behandling af brystkræft betyder heldigvis, at sygdommen er en af de kræftformer, hvor flest overlever.
Hvad består brystet af?
I brystet findes der mange små kirtler, som er lejret i fedt og bindevæv. Brystkirtlerne består af kirtelceller, der kan producere mælk, og det man kalder udførselsgange, som kan transportere mælk.
Kræft i brystet
Kræft i brystet opstår som regel i udførselsgangene i brystet, men kan også opstå i kirtelcellerne. Kræftcellerne kan sprede sig videre til de lymfekirtler, der er i området. Det kan for eksempel være i armhulen. Det mest almindelige symptom på brystkræft er en knude i brystet.
Hvordan behandler man brystkræft?
Behandlingen af brystkræft afhænger bl.a. af kræftknudens størrelse, og om sygdommen har spredt sig.
Næsten alle patienter bliver opereret og får på den måde fjernet knuden eller hele brystet. Hvis kræften har spredt sig til lymfeknuderne i armhulen, bliver de også fjernet.
Udover operation kan det være nødvendigt med strålebehandling, kemoterapi eller anti-hormonbehandling.
Lungekræft
Lungekræft er den anden mest udbredte kræftform hos både mænd og kvinder. Sygdommen opstår i lungerne. Det er især tobaksrygning, der er årsagen til lungekræft.
Hvad består lungerne af?
Lungerne sørger for, at kroppen får den nødvendige ilt. I lungerne er der et stort luftrør, der som et træ forgrener sig ud i mange mindre luftrør, som kaldes bronkier.
I hvile trækker en voksen person cirka 6 liter luft ned i lungerne i minuttet. Den højre lunge er lidt større end den venstre, da der skal være plads til hjertet i venstre side.
Kræft i lungerne
Lungekræft er kræft, der opstår i lungerne og i det, man kalder lungernes luftrør, nemlig bronkievævet.
Kræft i lungerne kan også opstå pga. spredning af kræft fra et andet sted i kroppen, men så kalder man det lungemetastaser.
Tobaksrygning er den største årsag til lungekræft. Men det er aldrig for sent at stoppe med at ryge. Hvis en person, der ryger, stopper med at ryge, falder risikoen for at få lungekræft.
Hvordan behandler man lungekræft?
Den type behandling patienten får, afhænger af hvilken type lungekræft, der er tale om, hvor udbredt kræften er i kroppen, og hvordan patienten har det. Behandlingen kan være operation, strålebehandling, kemoterapi eller en anden form for medicinsk behandling, f.eks. immunterapi.
Modermærkekræft
Modermærkekræft er en kræftsygdom, der opstår i modermærker. Der er heldigvis gode muligheder for at helbrede modermærkekræft, hvis sygdommen opdages i tide.
Hvad er et modermærke?
Et modermærke består af pigmentceller og sidder for det meste på grænsen mellem overhud og læderhud. Det er svagt brunligt til mørkebrunt og kan have forskellige former og størrelse. Modermærker er sjældent medfødte. De fleste begynder at komme lige før puberteten, og der kommer flere med alderen.
Tegn på modermærkekræft
Det vigtigste tegn på modermærkekræft er, hvis modermærket forandrer sig. Hvis et modermærke begynder at skifte farve, form eller størrelse, begynder at klø eller der dannes sår i det, skal man gå til lægen og blive undersøgt.
Hvordan behandler man modermærkekræft?
Man behandler modermærkekræft med en operation, hvor modermærkekræften og den omkringliggende hud fjernes. Der er gode muligheder for at blive helbredt for modermærkekræft, hvis sygdommen opdages i tide.
Prostatakræft
Prostatakræft er kræft i blærehalskirtlen, der sidder lige under urinblæren hos mænd. Prostatakræft er hyppig hos ældre mænd, og sygdommen udvikler sig typisk langsomt.
Hvad er prostata?
Prostata sidder lige under mandens blære. Prostata er et andet navn for mandens blærehalskirtel. Den har form og størrelse som en kastanje og er lidt over to centimeter i diameter. Prostata producerer den sædvæske, som transporterer sædcellerne, når de skal finde vej til ægget i kvindens livmoder.
Kræft i prostata
Prostatakræft er kræft i den lille kirtel (blærehalskirtlen), som sidder lige under mandens blære.
Prostatakræft inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er. Kræften kan have ramt selve prostata (blærehalskirtlen), men den kan også have spredt sig til de nærmeste lymfeknuder eller til knoglerne.
Det er sjældent, at kræften også har spredt sig til andre organer i kroppen.
Hvordan behandler man prostatakræft?
Det er ikke al prostatakræft, det er nødvendigt at behandle. Ældre mennesker får ofte ikke tilbudt behandling, fordi behandlingen kan give flere problemer, end selve sygdommen giver. I stedet bliver man tilbudt regelmæssig kontrol og kun behandling, hvis sygdommen udvikler sig.
Hvis der gives behandling for prostatakræft kan det være operation, strålebehandling eller anti-hormonbehandling alt efter, hvor meget sygdommen har spredt sig.
Læs mere om behandling af kræft her
Tyktarmskræft
Tyktarmskræft er en kræftform, der udvikler sig som følge af forandringer i slimhindecellerne i tyktarmen.
Hvad er tyktarmen?
Tyktarmen er det stykke tarm, der ligger rundt om tyndtarmen. Gennem tyndtarmen optager kroppen næringsstoffer fra maden. Tyktarmen er en fortsættelse af tyndtarmen, og den munder ud i endetarmen. Tyktarmen er cirka 150-170 centimeter lang.
Kræft i tyktarmen
En kræftsvulst i tarmen dannes i slimhinden, som sidder på indersiden af tarmen. Kræftsvulster i tarmen danner som regel en knude, men de kan også vokse ind i tarmen eller vokse rundt om tarmen og klemme omkring den.
Hvordan behandler man tyktarmskræft?
Der er forskellige måde at behandle tyktarmskræft på. Det afhænger af, hvor meget sygdommen har spredt sig. Men behandlingen vil bestå af operation, strålebehandling eller kemoterapi.