Lindrende behandling af spiserørskræft
Hvis det ikke er muligt at operere, kan man få tilbudt lindrende behandling. Det kan være i form af kemoterapi, strålebehandling, kemoterapi i kombination med antistofbehandling eller lokalbehandling i spiserøret for at afhjælpe synkebesvær.
Hvis kræften har spredt sig til andre organer i kroppen (fjernmetastaser), er det ikke muligt at fjerne sygdommen ved at operere. Spredningen sker via lymfesystemet til lymfeknuderne og via blodbanen til f.eks. lungerne eller leveren.
Selvom det ikke er muligt at blive opereret, kan du få behandling, der kan lindre symptomerne fra sygdommen.
Målet med lindrende behandling er ikke helbredelse, men at bedre dit almene velbefindende og mindske smerter, vægttab, kvalme og synkebesvær, så at du fortsat kan spise.
Kemoterapi som livsforlængende behandling kan holde sygdommen i ro
Denne behandling gives ambulant, og man kan få den i op til nogle måneder afhængig af, hvordan behandlingen virker, og hvordan man tåler den.
Afhængig af ens almentilstand kan man få to eller tre kemostoffer ad gangen. Behandlingen er ikke helbredende, men kan ofte lindre og måske holde sygdommen i ro i en periode og virke livsforlængende.
Hvad er kemoterapi?
Antistofbehandling og kemoterapi ved spredning
Hvis man har spredning til andre dele af kroppen, kan man ved visse typer spiserørskræft, og hvis mange af kræftcellerne har markøren PD-L1, få antistofbehandling med stoffet pembrolizumab i kombination med kemoterapi. Antistoffet pembrolizumab er en type immunterapi, som styrker immunforsvarets evne til at genkende og bekæmpe kræft. En test kan vise, om kræftcellerne har markøren PD-L1, og man derfor kan have gavn af immunterapi med pembrolizumab.
Kombinationsbehandlingen kan forlænge levetiden og har som regel ikke væsentlige ekstra bivirkninger, hvis man sammenligner med behandling med kemoterapi alene.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Lindrende antistofbehandling med trastuzumab
Lindrende antistofbehandling med trastuzumab kan komme på tale, hvis man har kræft af typen HER2-positiv adenocarcinom i spiserøret. Behandlingen gives oftest i kombination med kemoterapi. En sjælden bivirkning ved behandling med trastuzumab er, at hjertets pumpeevne kan blive mindre. Nogle undersøgelser tyder dog på, at påvirkningen af hjertets pumpeevne forsvinder igen, når behandlingen slutter.
Man får antistofbehandling som drop direkte i en blodåre.
Flere nye typer behandling med immunterapi har vist god effekt og kan forventes godkendt i Europa.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Behandling med immunterapi
Behandling med immunterapi har i hidtidige studier vist sig at have særlig god effekt på en sjælden undergruppe af tumorer (mikrosatellit instabile tumorer, såkaldt MSI-H).
Behandlingen med denne type immunterapi er endnu ikke vurderet af danske myndigheder, men ofte vil det være muligt at få det som eksperimentel behandling.
Varmebehandling (argonbeamning) kan lindre synkebesvær
Synkebesvær kan næsten altid lindres ved, at lægen i forbindelse med en kikkertundersøgelse nedfører en elektrode, der giver varme på kræftknuden. Varmen kan mindske knuden, så der bliver bedre passage gennem spiserøret.
Under varmebehandlingen puster lægen luftarten argon ned for at undgå, at der sker forbrændinger andre steder end på kræftknuden i spiserøret.
Behandlingen med varmeterapi foregår ambulant, altså uden at du bliver indlagt, men skal tit gentages.
Selvudvidende rør kan skabe passage i spiserøret
En anden mulighed er, at man gennem en kikkertundersøgelse får indsat et selvudvidende rør (en stent), som skaber passage forbi kræftknuden. Spiserøret holdes på denne måde åbent, så der kan komme mad igennem.
Indsætning af en stent sker under kortvarig indlæggelse, da der kan være forbigående smerter efter proceduren.
Når man har fået indsat en stent, skal man huske at tage syrehæmmende medicin.
Hos enkelte patienter kan stenten forskubbe sig, så der bliver behov for at indsætte en ny.
Lindrende strålebehandling
Hvis man får smerter, synkebesvær og blødning, kan man få lindrende strålebehandling. Der vil som regel være tale om nogle få behandlinger - oftest 5-10 behandlinger.
Strålebehandlingen hjælper på synkesmerter og synkebesvær hos lidt over halvdelen af de, der får lindrende strålebehandling, og effekten holder nogle måneder.
Denne behandling vælges som regel, når smertestillende medicin og behandling med stent ikke hjælper, eller hvis der er blødning fra kræftknuden.
Strålebehandling
Ved strålebehandling anvender man ioniserende stråling til at skade og dræbe kræftceller.
Mere om strålebehandling