Diagnose og stadieinddeling af spiserørskræft
Man kan først få stillet diagnosen kræft i spiserøret, hvis en vævsprøve af knuden (patologisvaret) har vist, at der er tale om kræftceller. Spiserørskræft inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er. 'Planocellulære karcinomer' og 'adenokarcinomer' er undertyper af spiserørskræft.
Det er vigtigt at få stillet den præcise diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Typer af spiserørskræft
Hvis lægen finder en knude, tager han en vævsprøve (biopsi) af den og sender den til nærmere undersøgelse under mikroskop. I mikroskopet kan lægen se, om der er kræftceller i vævsprøven, og i så fald hvilken type kræft det drejer sig om.
Der findes forskellige typer spiserørskræft, som har navn efter, hvor kræften udvikler sig fra:
- Planocellulære kræftknuder er den type spiserørskræft, der er mest almindelig at få i den øvre del af spiserøret. Den udvikler sig fra overfladecellerne i spiserørets slimhinde
- Adenokarcinomer opstår i kirtelceller og findes oftest i den nedre del af spiserøret
Kræft i den nederste del af spiserøret ved overgangen til mavesækken kaldes også gastro-esophageal cancer (tidligere kaldet cardia cancer).
Tillad dig selv at være vred, ked af det eller andre følelser, som dukker op. Mit råd er at sørge for at kontakte nogen, som kan hjælpe dig gennem de første chokreaktioner, f.eks. en rådgiver hos Kræftens Bekæmpelse.
Undersøgelser til at stadieinddele spiserørskræft
Forskellige undersøgelser hjælper lægerne til at fastslå kræfttypen og sygdommens stadium. Lægen danner sig et overblik over sygdommens karakter og udbredelse, og dette kaldes at stadieinddele kræftsygdommen.
Ved at studere kræftcellerne i mikroskop kan lægen vurdere, hvilken type cellerne er. Man bliver også scannet, så lægen kan måle størrelsen af kræftknuden og undersøge, om der er tegn på, at sygdommen har spredt sig til andre organer.
Nogle af undersøgelserne har til formål at finde årsagen til symptomerne og kortlægge nøjagtig, hvor kræften befinder sig. Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, om kræften er begyndt at vokse ind i vævet omkring kræftknuden, eller om kræften har spredt sig til andre organer.
Resultaterne af undersøgelserne bruger lægerne til at planlægge den behandling, der er bedst for dig.
Afhængig af hvilke symptomer du har, kan du også få foretaget nogle af de undersøgelser, der er beskrevet herunder.
CT-scannning
En CT-scanning er en form for røntgenundersøgelse, hvor der bliver taget en række billeder af kroppen fra forskellige vinkler. Billederne lagres i en computer og viser kroppens indre organer.
En CT-scanning kan ofte vise, om kræften har spredt sig (metastaser) til lymfeknuder og andre organer. Om kræften har spredt sig eller ej har betydning for, hvilken behandling du får anbefalet. Læs mere om CT-scanning generelt:
PET/CT-scanning
En PET/CT-scanning er en kombination af en almindelig CT-scanning og en PET-scanning.
En PET-scanning er en billedundersøgelse, som ved hjælp af radioaktive sporstoffer kan vise, om der er kræft i kroppen.
Ikke alle kræftformer optager det radioaktive sporstof, og nogle gange kan det radioaktive sporstof optages i områder, der ikke er kræft. Tolkning af resultatet af en PET/CT-scanning kan derfor være vanskeligere end af en almindelig CT-scanning. Læs mere:
Ultralydsscanning
Hvis PET/CT-scanning giver mistanke om spredning til lymfeknuderne på halsen, kan lægen foretage en supplerende ultralydsscanning af halsen og tage en vævsprøve fra det område, der er under mistanke. Læs mere:
Endoskopisk ultralyd (EUS)
Ved en endoskopisk ultralydsundersøgelse er det muligt se, hvor dybt kræftknuden vokser, og om den har spredt sig til omgivelserne. Undersøgelsen foregår ved, at lægen fører et langt, tyndt, bøjeligt rør gennem munden ned i spiserøret. For enden af røret sidder der et lille ultralydsapparat, som kan undersøge spiserørets væg. Ved undersøgelsen kan lægen også tage små vævsprøver. Læs mere:
Endoskopisk ultralydsundersøgelse (EUS)
Bronkoskopi
Hvis kræften sidder højt oppe i spiserøret, eller man har symptomer fra luftvejene, eller hvis CT-scanningen har givet mistanke om, at kræftsygdommen har spredt sig til luftrøret eller bronkierne (de øvrige luftveje), kan man i visse tilfælde få foretaget en bronkoskopi. Ved en bronkoskopi kan lægen også tage vævsprøver (biopsi).
Laparoskopisk ultrasonografi (LUS)
I sjældne tilfælde kan lægen foretage en kombineret kikkert- og ultralydsundersøgelse af bughulen (laparoskopisk ultralyd – LUS) for at udelukke, at kræften har spredt sig til bughulen. Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse, og kikkerten føres ind gennem maveskindet. Læs mere:
Under operation
Ved operationen får man fjernet selve kræftknuden og lymfeknuder fra og omkring spiserøret. Det stykke spiserør og de lymfeknuder, man får fjernet, bliver sendt til undersøgelse under mikroskop (mikroskopi). I mikroskopet kan lægen (patologen) igen vurdere, hvilken type kræftceller det er, og om kræften har spredt sig til de fjernede lymfeknuder.
Der går som regel mindst 1 uge, før man får svar, da spiserørsstykket og lymfeknuderne skal forarbejdes på forskellig måde, inden de kan undersøges i mikroskopet.
Når svaret fra mikroskopien (patologisvaret) og de øvrige undersøgelsesresultater foreligger, kan man beskrive sygdommens udbredelse, og ud fra det samlede billede tager lægerne stilling til, om man har behov for yderligere behandling.
Sygdommens forløb afhænger af mange ting – blandt andet sygdommens stadium, men også af ens almene helbredstilstand. Læs mere:
System til stadieinddeling
Spiserørskræft kan inddeles i fire stadier. Lægen bruger stadieinddelingen til at vurdere, hvilken behandling der vil have den bedste effekt. Systemet til stadieinddelingen beskriver, hvor udbredt kræften er i forhold til både kræftsvulstens størrelse og udbredelse samt eventuel spredning til lymfeknuder og andre organer.
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har været bekymret for, om noget var galt.
Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for en selv og for ens pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.
Man skal forholde sig til behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk. Læs mere: