Undersøgelser for spiserørskræft
Ved mistanke om spiserørskræft får du lavet en kikkertundersøgelse (gastroskopi) og taget en vævsprøve.
Får lægen mistanke om, at symptomerne kan være opstået på grund af kræft i spiserøret, bliver du henvist til nærmere undersøgelse via et såkaldt kræftpakkeforløb. Undersøgelserne kan foregå hos en speciallæge eller på et hospital.
Undersøgelser til at stille diagnosen
- Kikkertundersøgelse (gastroskopi)
- Vævsprøve (biopsi)
- PET/CT-scanning og evt. CT-scanning
- Evt. endoskopisk ultralydsundersøgelse (EUS)
Kikkertundersøgelse (gastroskopi)
Første undersøgelse, man får foretaget, er en kikkertundersøgelse af spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen (gastroskopi) sammen med en vævsprøve (biopsi), som det ofte er muligt at stille diagnosen ud fra.
Ved en gastroskopi bliver både spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen undersøgt med en lang, bøjelig kikkert med lys i.
Kikkerten føres ind gennem munden, ned gennem spiserøret og videre ud i mavesæk og tolvfingertarm. Lægen kan nu se, hvordan slimhinden ser ud, og om der er forandringer. Læs mere om kikkertundersøgelsen:
Vævsprøver
Ved kikkertundersøgelsen kan lægen tage små vævsprøver (biopsier) ved hjælp af en lille tang. Den endelige diagnose af spiserørskræft bliver altid stillet ved at undersøge en vævsprøve for kræftceller i mikroskop.
Herefter foretager lægen yderligere undersøgelser for at vurdere, hvor udbredt sygdommen er, og om operation er muligt. Læs mere om vævsprøver generelt:
PET/CT-scanning
I de fleste tilfælde bliver undersøgt med en PET/CT-scanning af bryst- og bughulen, men nogle gange alene med CT-scanning.
Du kan læse mere om de to typer scanning her:
Endoskopisk ultralydsundersøgelse (EUS)
I mere specielle tilfælde kan man få en indvendig ultralydsscanning af spiserøret – en såkaldt endoskopisk ultralydsscanning.
Ved en endoskopisk ultralydsundersøgelse er det muligt at se, hvor stor kræftknuden er, og hvor dybt den vokser ned gennem spiserøret. Det er dog ikke altid nødvendigt at foretage denne undersøgelse, da en CT-scanning kan være tilstrækkelig til at vurdere dette.
Undersøgelsen foregår ved, at lægen fører et langt, tyndt, bøjeligt rør gennem munden ned i spiserøret. For enden af røret sidder der et lille ultralydsapparat, som kan undersøge spiserørets væg. Ved undersøgelsen kan lægen også tage små vævsprøver. Læs mere om undersøgelsen:
Endoskopisk ultralydsundersøgelse
På baggrund af alle undersøgelsesresultaterne kan lægerne stille en præcis diagnose og se, hvor udbredt sygdommen er og dermed planlægge den bedst egnede behandling.