Livet med spytkirtelkræft
Efter behandling for kræft i spytkirtlerne må de fleste leve med bivirkninger, hvad enten de er blevet opereret, har fået strålebehandling eller måske begge dele. Bivirkningerne afhænger af, hvor du er blevet opereret eller har fået stråler. Det er ikke alle, der oplever at få alle bivirkningerne. Læs mere om bivirkninger og læs også om bl.a. kost og familieliv under og efter et kræftforløb.
Komplikationer og senfølger til operation for kræft i ørespytkirtlen
En operation for en lille spytkirtelknude giver sædvanligvis ingen væsentlige gener. Efter større operation i ørespytkirtlen (glandula parotis) kan du opleve forbigående, eller i sjældne tilfælde varige, komplikationer i form af:
- Lammelse af den ene ansigtshalvdel
- Nedsat følesans af øret
- Svedtendens i operationsområdet ved fødeindtagelse
- Mundtørhed
- Lymfødem af halsen
- Eventuelt kosmetiske gener
Lammelse af den ene ansigtshalvdel
Ved fjernelse af ørespytkirtlen kan nerven til ansigtets muskler (nervus facialis), der løber igennem ørespytkirtlen, i sjældne tilfælde blive beskadiget. Det kan medføre lammelse af hele eller dele af den ene ansigtshalvdel.
Lammelsen er hyppigst forbigående med nedsat funktion af ansigtsnerven efter operationen på grund af irritation af nerven, fordi kirurgen har været nødt til at arbejde i nærheden af nerven under operationen. Derfor kan mundvigen komme til at hænge lidt eller have svært ved at lukke umiddelbart efter operationen på den side, hvor du er opereret. Det kan også være svært at lukke øjet, hvilket kan føre til, at øjet løber i vand.
Hvis du ikke tidligere er blevet opereret i det område, er det dog meget sjældent, at du får varig skade af ansigtsnerven. I de fleste tilfælde er bevægeligheden af ansigtet normal igen inden for tre måneder, men lammelsen kan være permanent.
Hvis skaden på ansigtsnerven er vedvarende, må du beskytte øjet mod blæst og snavs, fordi øjenlåget ikke automatisk lukkes. Derfor må du beskytte øje med en øjenklap eller øjensalve. Du kan også få lavet forskellige kirurgiske tiltag, der kan hjælpe. F.eks. kan du få lagt et implantat i øjenlåget, der gør øjenlåget tungere, så øjet kan lukkes. Ved udtalt skævhed i ansigtet kan du have glæde af en kosmetisk rekonstruktion, hvor du får løftet den påvirkede side af ansigtet.
Nedsat følesans på øret
En almindelig komplikation er ophævet følesans svarende til det ydre øre og området omkring operationsarret. Det skyldes, at lægen under operationen som regel er nødt til at skære dele af følenerven til øreflippen over. Følesansen svarende til øreflippen og kinden kan være permanent nedsat. I nogle tilfælde kan den normaliseres indenfor to til fire måneder.
Svedtendens i operationsområdet når man spiser og drikker
Efter operationen kan man i sjældne tilfælde efter et par år udvikle det såkaldte Freys syndrom. Ved Freys syndrom bliver man rød og sveder i operationsområdet på kinden og i tindingen, når man spiser eller drikker.
Tilstanden opstår ved stimulering af spytsekretionen. Man mener, at det skyldes, at overskårne nervetråde til spytkirtlen ved en fejl vokser over i andre nervetråde, som fører til svedkirtler og kar i huden.
Freys syndrom kan behandles med indsprøjtninger med botulinumtoksin. Effekten holder sig som regel i over et år, hvorefter behandlingen kan gentages.
Mundtørhed
Når spytkirtlen er fjernet, kan man få delvis mundtørhed. Mundtørheden er livslang.
Lymfødem af halsen
Hvis du også har fået fjernet lymfeknuder på halsen, kan lymfeafløbet være nedsat og hævelsen kan vare ved i lang tid. Dette kaldes lymfødem.
Komplikationer og senfølger til operation for kræft i kæbespytkirtlen
Ved fjernelse af spytkirtlen under kæben kan nerven til mundvigen påvirkes eller beskadiges. Det medfører en hængende mundvig og føleforstyrrelser. Den hængende mundvig er hyppigst kortvarig, men kan meget sjældent være varig, hvis nerven er blevet skåret over.
Nerverne, som forsyner tungens muskler og smagssans, kan også reagere på tryk og i en periode ophøre med at fungere. Hvis de er blevet skåret over under operationen, hvilket sker uhyre sjældent, kan du få vedvarende gener i form af at have svært ved at smage og besvær med at styre tungen.
Hvis det er blevet vanskeligt at tale efter operation, kan man have gavn af en henvisning til en logopæd til stemmetræning. Ved meget store indgreb involverende mundbund eller muskulaturen kan evnen til at tygge og synke i sjældne tilfælde forandres.
Følger efter strålebehandling af spytkirtler
- Mundtørhed
- Synke- og spisebesvær
- Ændret smagssans
- Påvirket tale
- Stramninger i kæbeleddene
Her kan du læse mere om senfølger efter strålebehandling i hoved-halsområdet og om, hvad du kan gøre ved dem:
Sene bivirkninger og senfølger efter strålebehandling i hoved-halsområdet
Stramning i kæbeleddene
Da underkæben og ofte også kæbeleddene befinder sig i det bestrålede område, kan der af og til opstå stramninger i kæbeleddene. Dette medfører, at du ikke kan gabe så højt.
I sjældne tilfælde kan det bestrålede område af kæbeknoglen også blive skrøbeligt, således at der lettere opstår brud. Dette gælder især, hvis kræftknuden har siddet tæt på kæben, eller hvis det har været nødvendigt at fjerne tænder i det bestrålede område.
Osteoradionekrose
Hvis knoglevævet i kæben bestråles, kan der ske forandringer i de små blodkar, hvorved blodforsyningen nedsættes. Uden blodforsyning kan kæbebenet 'visne', hvilket kan føre til tab af områder af kæben.
Osteoradionekrose kræver derfor behandling. I lette tilfælde med en oprensning af området eller trykkammerbehandling, og ellers operation med knogletransplantation. Ved behov kan plastikkirurger og øre-næse-halskirurger inddrages.
Trykkammerbehandling (Hyper Bar Oxygenbehandling) med ilt stimulerer blodcirkulationen i kæben. Herved kan skaden i nogle tilfælde begrænses til et mindre tab af knoglevæv.
Et trykkammer er en slags dykkerklokke, hvor flere personer kan indånde 100 pct. ren ilt gennem store plastikhætter. I trykkammeret er der et overtryk på 1,5 atmosfære, hvilket svarer til at dykke 15 meter under havets overflade. Under behandlingen kan man både snakke, læse eller høre radio.
Hvis kæben er meget medtaget, må den genopbygning ved større eller mindre operation. Dele af kæben kan genopbygges ved hjælp af et knogletransplantat taget fra et andet sted på kroppen. Det er også muligt at reparere kæbeknoglen ved at få sat små metalskinner ind under operation.
Hjælp fra ergoterapeut
I nogle tilfælde kan en ergoterapeut ved hjælp af øvelser og taletræning afhjælpe problemer med at synke, spise og tale.
Kost og kræft
Du kan styrke din krop under en kræftbehandling ved at have fokus på, hvad du spiser. Efter kræftbehandlingen kan sund mad også være med til at give dig ny energi og styrke kroppen. Læs f.eks. om næringsrig og blød kost.
Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan man har det under og efter behandlingen. Du kan selv gøre noget for at få et godt liv under forløbet.
Find generelle råd til bivirkninger og senfølger
Problemer, som opstår under eller efter kræftbehandling, kan skyldes sygdommen eller være en bivirkning til behandlingen. F.eks. oplever en del kræftpatienter i perioder at være meget trætte. Få forslag til, hvordan du tackler hverdagen med f.eks. træthed eller andre bivirkninger og senfølger bedst muligt.
Reaktioner og følelser
Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig. Nogle gange kommer den psykiske reaktion måske først, når behandlingen er færdig. Det er også krævende at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet.
Ændret kropsopfattelse
Din sygdom og behandling gør måske, at du skal lære at leve med en ændret krop. Måske er kroppen tilsyneladende uændret, men din opfattelse af kroppen er blevet anderledes. De fleste oplever, at jo længere tid man er sygdomsfri efter et behandlingsforløb, jo mere kan man tro på og få tillid til kroppen igen.
Træning og genoptræning
Hvis du har kræft, er det godt for dig fortsat at motionere og røre dig. Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Efter kræftbehandling kan motion være med til at styrke kroppen.
Efter operation, kemoterapi og/eller strålebehandling har nogle brug for genoptræning, fordi de har fysiske gener. Det er vigtigt, at man får en genoptræningsplan, inden man bliver udskrevet fra hospitalet, for at have ret til genoptræning.
Fysisk aktivitet for kræftpatienter
Sygdommen kan påvirke din seksualitet
Mange kræftramte oplever, at kræftsygdommen og behandlingen får betydning for, hvad de kan, vil og har lyst til seksuelt. Du kan stadig bevare intimiteten. Læs mere:
Sammenholdet (app)
Sammenholdet er en gratis app til kræftpatienter og deres pårørende, der gør det nemt at koordinere hjælp i hverdagen fra familie og venner. Med appen kan du oprette et netværk, hvor I kan koordinere opgaver som madlavning, børnepasning og transport - og du kan opdatere dit netværk på, hvordan det går i sygdomsforløbet.
Hent 'Sammenholdet' gratis:
Arbejde under og efter kræftforløbet
Nogle kræftpatienter kan fortsætte med deres arbejde, mens behandlingen står på. Andre er sygemeldt i hele perioden. Der er flere muligheder for at komme tilbage til arbejdet på forskellige vilkår. Ikke alle kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en kræftsygdom og må gå på pension.
Mentale teknikker og tro
Mentale teknikker som visualisering og meditation kan bruges til at lindre smerter, afhjælpe angst og forbedre livskvaliteten, når man er i behandling for kræft.
Legat til patienter med kræft i hoved og hals
Patienter, som er uhelbredeligt syge eller lider af svære senfølger af kræftsygdommen, kan søge Vera og Albert Hills Mindefond. Find ansøgningsskemaet på Dahancas hjemmeside: