Mød arbejdspladsen
Medarbejdere, patienter og pårørende fra Bornholms Hospital deltager hvert år i Stafet For Livet, hvor de får nogle gode og anderledes samtaler.
Hvem er I?
Vi er et hold, der rummer det hele: Ansatte, pårørende og patienter – både tidligere og nuværende. Det er et åbent hold, som alle borgere kan melde sig til.
Hvad giver det jer at være med i Stafet For Livet?
På en stor virksomhed som vores er man ofte mest sammen med sine egne kolleger. Til Stafet For Livet bliver vi blandet på kryds og tværs af afdelinger og faggrupper. Det styrker relationen og samarbejdet, når man møder hinanden i andre sammenhænge ud over hospitalet.
I forhold til patienter og pårørende er det også givende.
Når man går en hyggelig tur sammen, kommer der en samtale, der ikke opstår, når man sidder overfor hinanden. Særligt ud på de sene aftentimer, hvor man pludselig går og taler med nogle mennesker, man aldrig har talt med før om både sjove og alvorlige emner.
Hvad husker du særligt fra Stafet For Livet?
Noget af det meste rørende til Stafet For Livet er lysceremonien, hvor man står med sin lyspose sammen med alle de andre. Der er er jo ingen familier, der ikke har kræft tæt inde på livet. Jeg mistede selv min svigerfar for nogle år siden, og jeg har patienter, der er døde af kræft. Det er en meget intens stemning, hvor man mindes, og måske står sammen med de pårørende.
Det er livsbekræftende at tænke på de mennesker, man har mistet, med en stor taknemmelighed.
Vil I også være med?
Find en stafet nær jer og tilmeld jer.