Mød efterskoleholdet
Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole har været med til Stafet For Livet i ti år. Det giver eleverne mulighed for at tale med deres nye kammerater om kræft og lære hinanden bedre at kende.
Hvorfor er I med til Stafet For Livet?
Vores elever er idrætselever, og i starten er de meget drevet af den fysiske præstation: Hvor langt kan jeg løbe eller gå, og hvor hurtigt? Vi dyrker da også konkurrenceelementet. Fx kan de vinde et wildcard til den store sofa derhjemme, hvis de holder sig vågne i 24 timer.
En efterskole hurtigt kan blive en lille boble. Men verden er jo meget større, og det finder de ud af her. Alle de mennesker, de møder, der går rundt i gule t-shirts i Fighterrunden, og særligt lysceremonien, betyder rigtig meget. Derfor bliver vi ved med at deltage.
Hvad får eleverne ud af at være med?
Til Stafet For Livet har de kun gået på efterskolen en måned, så der er stadig mange facader, der ikke er brudt ned endnu. Der er sådan en weekend en rigtig god måde at få talt om det, hvis man kender nogen, der er ramt af kræft.
Det er rart at have Stafet For Livet som en anledning til at åbne op for svære snakke, der ellers godt kan blive kunstigt for en teenager.
Skal I med næste år?
Ja, helt sikkert. Vi føler, det er ’vores arrangement’, også fordi vi har en praktisk opgave med at tænde lysene i HÅB-skiltet på pladsen. Når vi taler med vores elever fra de tidligere år, er den her weekend noget, de husker og har med i rygsækken resten af livet.
Vil I også være med?
Find en stafet nær jer og tilmeld jer.