Verdens største indsamlingsvent mod kræft
Én person kan gøre en forskel. Det er den amerikanske læge Gordy Klatt et levende bevis på. I 1985 startede han Stafet For Livet. I 2019 deltog over 1,75 millioner mennesker i Stafet For Livet.
En mand startede det hele
Kræftlægen Gordy Klatt ønskede at gøre en forskel for de mange patienter og pårørende, han mødte gennem sit arbejde.
Derfor lånte han i 1985 det lokale atletikstadion i byen Tacoma i det vestlige USA. Gordy Klatt løb selv i 24 timer på banen, og undervejs donerede hans venner, patienter og samarbejdpartnere penge for at løbe med ham. I alt indsamlede de fremmødte cirka 150.000 kr.
Arrangementet blev startskuddet til det, vi i dag kender som Stafet For Livet.
Stafet For Livet i hele verden
Gordy Klatts vision om at rejse penge til kampen mod kræft har spredt sig til alverdens lande. Stafet For Livet er i dag verdens største indsamlingsarrangement mod kræft.
I 2019 deltog 1,75 millioner mennesker i Stafet For Livet i over 29 lande – blandt andet Ireland, Japan, Alaska, USA, Australien, Sydafrika, Danmark og Honduras. Der blev samlet samlet ca. 212 millioner dollars sammen på verdensplan.
Siden 1985 har Stafet For Livet givet inspiration og håb for millioner af kræftpatienter, pårørende og andre verden over.
Kræftens Bekæmpelse har licensaftale med den globale Stafet For Livet-organisation og betaler 3% af bruttoindtægterne fra Stafet For Livet i royalty. Beløbet går til bekæmpelse af kræft i den tredje verden.
Gordy Klatt døde selv af kræft
Grundlæggeren af Stafet For Livet, Gordy Klatt, blev i 2012 selv ramt af mavekræft:
”Gennem årene har jeg talt og skrevet om, hvordan kræft påvirker alle på et personligt plan. Det påvirker de rige, de fattige og alle nationaliteter og kulturer rundt omkring i verden. For ca. fire uger siden fik jeg diagnosen mavekræft, og er nu startet med min egen personlige kamp mod kræften,” sagde Gordy Klatt i 2012.
I august 2014 døde Gordy Klatt af hjerteproblemer som følge af hans kræftsygdom. Gordy Klatt blev 71 år.