Handelsforeningen var med til at male Lyngby lyserød
Line Barklund er citykoordinator i Handelsforeningen i Kongens Lyngby. Hun glæder sig over, hvordan Lyserød Lørdag samlede byen - både butikker, lokale og udefrakommende gæster - under de lyserøde faner sidste år.
Hvorfor er I med til Lyserød Lørdag?
Først og fremmest er det fordi det er en rigtig god sag, som byen gerne vil støtte op om. Dernæst er det fordi det skaber rigtig meget opmærksomhed omkring byen. Det samler byen - både butikker og lokale - og tiltrækker udefrakommende gæster. Og det er vi stolte af.
Hvorfor skal butikkerne være med?
Det er en god og meningsfuld måde at gøre noget godt for både byen, de lokale og ikke mindst for ens egen butik. For det er jo ingen hemmelighed, at en dag som Lyserød Lørdag tiltrækker besøgende og skaber liv i gaderne. Der er mange måder at være med på, og mange måder at tiltrække gæster. Kun fantasien sætter grænser for, hvor kreativ man vil være. Oppyntning, gode lyserøde rabatter og/eller en mere aktiv deltagelse med fællesskabsskabende aktiviteter. Og det er klart, at jo mere man gør, jo mere opsigt vækker man for at samle midler ind til brystkræftsagen.
Hvordan har butikkerne taget imod det?
De butikker som jeg har talt med, har været enormt glade for at være en del af Lyserød Lørdag – både på grund af den gode sag, men også fordi det tiltrak kunder. Mange havde pyntet lyserødt op i deres vinduer og arrangeret aktiviteter, som samlede ind til brystkræftsagen.
Hvad husker du bedst fra dagen?
Helt klart paraden igennem byen, som Vedbæk Garden optrådte med sammen med flere af byens butikker og aktører, samt danseskolen Lyngby Dans som optrådte med et fint show. Det er jo netop også to gode eksempler på aktiviteter, der skaber opmærksomhed, tiltrækker besøgende og giver liv til byen den dag. Det var tydeligt at mærke byens fællesskab. Næste år er vi helt klart med igen.
Handelsforeningen, Lyngby Storcenter, butikker samt frivillige samlede næsten 60.000 kr. ind til brystkræftsagen i 2019.