Nancys hjertelige mission
Hjertepudeprojektet blev startet i Danmark tilbage i 2006 af operationssygeplejerske Nancy Friis-Jensen.
Ideen opstod, da Nancy oplevede en kollega gennemgå svære komplikationer efter en brystoperation. Nancy følte et stort behov for at hjælpe, så da hun i forbindelse med en sygeplejerskekongres i USA hørte om et hospital, der gav hjertepuder til de brystopererede, besluttede hun sig for at tage ideen med til Danmark.
- Jeg tænkte, at der også var mange kvinder i Danmark, som kunne få gavn af sådan en pude, husker Nancy, som startede med at tilbyde Rigshospitalet de første fem puder.
Projektet voksede, og Nancy begyndte at samle dedikerede frivillige til at producere puderne. På kort tid blev puderne en uvurderlig støtte, som de brystopererede patienter selv begyndte at efterspørge, da de havde hørt om lindringen fra andre kvinder, der allerede havde fået en pude.
Så længe puderne fortsat gør en forskel for kvinderne, vil Nancy være engageret i projektet. I dag bliver omkring 3.000 hjertepuder syet hvert år af frivillige.
- Uden de fantastiske frivillige kunne vi ikke hjælpe så mange kvinder. Men det er lige så vigtigt med de fantastiske personer, der støtter og gør det muligt for os at give puderne videre til kvinderne. Uden deres bidrag når vi ikke ud til dem, der har mest brug for det, fortæller Nancy.