Sådan kan du skrive kræftsagen ind i dit testamente
Ønsker du at betænke kræftsagen i dit testamente kan du enten vælge at donere din arv generelt til Kræftens Bekæmpelse eller støtte et specifikt formål. Se mere herunder.
Skriv kræftsagen ind i dit testamente
Ved at skrive Kræftens Bekæmpelse ind i dit testamente, giver du liv og håb til mange. I dag er to ud af tre kræftpatienter stadig i live fem år efter, at de blev diagnosticeret. Det skyldes bl.a. bedre screening og forbedret behandling. Med din støtte kan Kræftens Bekæmpelse fortsætte arbejdet med forskning, oplysning og hjælp til patienter og pårørende. Og selv en lille del af din arv kan gøre en stor forskel.
Uanset om du vælger at betænke Kræftens Bekæmpelse med et bestemt beløb, en procentdel af din formue eller hele din formue, støtter din arv vores tre hovedformål: forskning, patientstøtte og oplysning.
Du kan også vælge, at din arv skal gå til et specifikt formål som f.eks. kræftforskning i en bestemt sygdom eller støtte til patienter og pårørende.
Ring til vores arverådgivere og hør mere om mulighederne på: 35 25 77 70.
Få hjælp af en advokat
Når du er klar til at oprette dit testamente, er det vores anbefaling, at du får hjælp af en advokat til at skrive dit testamente. På den måde sikrer du, at dine ønsker i testamentet er juridisk holdbare, og at testamentet ikke kan misforståes. Testamentet skal være skriftligt og skal enten notarpåtegnes af en notar (notartestamente) eller underskrives af to vidner (vidnetestamente).
I arveguiden kan du læse mere om testamentetyper og blive klogere på, hvad du skal være opmærksom på i netop din livssituation. Få arveguiden her
Har du brug for hjælp til at finde en advokat, er du velkommen til at kontakte vores arverådgivere på arv@cancer.dk eller på 35 25 77 70. Du kan også finde frem til en advokat i dit nærområde på www.detgodetestamente.dk
Få tilskud til advokatregningen
Vælger du at tilgodese Kræftens Bekæmpelse i dit testamente, kan du få dækket omkostningerne til advokatregningen. Du kan få tilskud på op til 5.000 kr. af omkostningerne til advokaten. Tilskuddet er skattepligtigt.
Du er velkommen til at ringe til vores arverådgivere og høre nærmere om tilskuddet på: 35 25 77 70.
Det går arvedonationer til
Arvedonationer går til forskning, oplysning og hjælp til patienter og pårørende. Og selv en lille del af din arv kan gøre en stor forskel.