Sådan arrangerer du et gratis arveforedrag i din by
Som lokalforening har I mulighed for at arrangere et foredrag om arv og testamente, hvor Kræftens Bekæmpelses egne advokater kommer på besøg og holder et gratis foredrag på to timer med rig mulighed for at stille spørgsmål.
Arveforedrag med glimt i øjet
I foredraget fortæller arverådgiverne på en let forståelig måde, om arvelovgivningen, om hvordan man rent praktisk opretter et testamente og lidt om fremtidsfuldmagt. Foredraget bliver holdt med glimt i øjet, og tager sit udgangspunkt i fortællingen om en fiktiv familie, der kommer ud for lidt af hvert. Foredraget handler ikke specifikt om Kræftens Bekæmpelse, men om arvelovgivningen generelt.
Det giver ro i maven, når der er styr på arv og testamente. Men det kan være svært at forholde sig til, og arveloven er ikke altid så ligetil, som man skulle tro.
- I Kræftens Bekæmpelse oplever vi, at rigtig mange bestiller vores arvemateriale, og vores arverådgivere oplever flere og flere henvendelser. Henvendelserne kommer både fra mennesker, der gerne vil betænke Kræftens Bekæmpelse, og fra mennesker, der gerne vil vide noget om, hvordan arvereglerne er i lige netop deres situation. Det kan fx være, hvordan boet skal deles, når deres ægtefælle dør, eller hvem der arver dem, når de ikke efterlader sig børn eller ægtefælle, fortæller Dorte Hee, projektleder med ansvar for arvemarkedsføring.
- Vi oplever, at både deltagere og lokalforeninger er meget tilfredse med foredragene, lyder det fra Dorte Hee.
Sådan arrangerer du selve foredraget
Du skal sammen med lokalforeningen, selv finde et egnet lokale og invitere til arrangementet i jeres lokalområde. Men der er god mulighed for at få hjælp til at få reklameret for foredraget. I kan som lokalforening få en digital pakke med alt, hvad I har brug for til at gøre opmærksom på arrangementet i jeres område.
Pakken med materialer indeholder:
- En annonce, som I kan indrykke i en lokal avis. I får desuden 2.000 kr. i tilskud til indrykningen
- En pressemeddelelse, som I kan sende til lokalavisen
- En invitation
- Et opslag til opslagstavler i lokale butikker
- Et forslag til tekst og billede til Facebook
- Et opslag til det sted, hvor foredraget bliver holdt
Hvis du har fået mod på at arrangere et arveforedrag for både medlemmer og lokalsamfund, er du velkommen til at kontakte Charlotte Hjeds på 35 25 75 84 eller chj@cancer.dk. Sammen kan I finde ud af, hvornår og hvordan I kan arrangere et arveforedrag.