Få svar på hyppige spørgsmål om arv og testamente
Der kan opstå mange spørgsmål om arv og testamente. Hvad er tvangsarv og tvangsarvinger? Hvad betyder uskiftet bo? Få svar på nogle af de ofte stillede spørgsmål ved at klikke herunder.
Når du opretter et testamente, sikrer du, at arven efter dig bliver fordelt, som du ønsker det. Hvis du ingen arvinger har og ikke skriver testamente, er det staten, der arver dig.
Der er mange gode grunde til at oprette et testamente. F.eks. hvis:
- Du ønsker, at bestemte personer eller organisationer skal arve bestemte genstande eller beløb efter dig.
- Du ønsker at støtte et godt formål, som har særlig betydning for dig.
- Der sker ændringer i din familiesituation. Måske bliver du gift, skilt og gift igen. Måske er der mine børn, dine børn og vores børn
- Du er ugift og gerne vil sikre din samlever.
I princippet kan du selv skrive dit testamente, hvis dine ønsker om din arvs fordeling er meget enkle. Det gælder f.eks. hvis du vil efterlade alt til en bestemt person eller forening. Det er dog vores anbefaling, at man henvender sig til en advokat. Det giver den største sikkerhed for, at ens testamente bliver udformet korrekt, og at man har fået god juridisk rådgivning, så alle forhold er belyst.
Et testamente skal være skriftligt og underskrevet foran en notar eller to vidner. Vi anbefaler, at du får testamentet underskrevet foran notaren, da notaren opbevarer en kopi af testamentet. Dermed er du sikret, at testamentet altid vil komme for dagens lys, og at der ikke er tvivl om testamentets gyldighed.
Mange tror, at det er vanskeligt at oprette et testamente, men det er det faktisk ikke.
Hvis du opretter et testamente, kan du i stor udstrækning selv bestemme, hvordan arven skal fordeles. Hvis du ikke opretter et testamente, fordeles arven efter arvelovens regler.
Hvis du ikke er gift og ikke har børn, bestemmer du over hele din formue.
Hvis du er gift, eller har børn skal du være opmærksom på tvangsarv og tvangsarvinger, hvor din ægtefælle, børn eller børns efterkommere har krav på at arve en del af din formue. Du bestemmer selv over resten.
Læs mere om tvangsarv og tvangsarvinger
Du kan i dit testamente også råde over enkelte genstande. Det kan f.eks. være smykker, et ur, et møbel eller andet. Du kan tage beslutninger om den arv, du giver videre, f.eks. ved at bestemme, at dine arvingers arv skal være særeje. Der er mange muligheder, og hvis du har særlige ønsker, er det en god ide at tale med en advokat om det.
Du kan til enhver tid ændre eller tilbagekalde dit testamente. Det er vores anbefaling, at du indimellem overvejer, om dit testamente stadig afspejler dine ønsker. Det kan også være, at din livssituation ændrer sig, så dit testamente skal ændres.
Hvis du ønsker at ændre eller tilbagekalde testamentet i sin helhed, sker det på samme måde, som når du opretter et testamente. Vi anbefaler, at du får hjælp af en advokat, så du er sikker på, at dine ønsker i testamentet er juridisk holdbare, og testamentet ikke kan misforstås.
Du skal dog være opmærksom på, at der kan være nogle begrænsninger, hvis du vil ændre et testamente, du har oprettet sammen med din ægtefælle eller partner. Det kan derfor være en god ide at tage stilling til i det fælles testamente, om længstlevende ægtefælle/partner skal kunne ændre testamentet, når den første ægtefælle/partner er død.
Tvangsarv er den del af din formue, som dine arvinger har krav på at arve, og som du ikke kan give til andre ved et testamente. Tvangsarven udgør 25 pct. af din formue.
Er du gift eller har børn, kan du altså frit disponere over 75 pct.af din formue i et testamente.
Er du hverken gift eller har børn, kan du frit disponere over hele din formue i et testamente.
Dine tvangsarvinger er, efter arveloven, din ægtefælle, dine børn og dine børns efterkommere (dvs. børnebørn, oldebørn osv.).
Hvis du efterlader dig arv, vil det i de fleste tilfælde medføre, at der skal betales en boafgift, tidligere kaldet arveafgift, til staten. Afgiftens størrelse afhænger af boets størrelse, samt hvilken relation du og den enkelte arving har.
Ægtefæller og velgørende foreninger er fritaget for at betale boafgift.
Uskiftet bo betyder, at man ikke udbetaler arv til børnene, når den første ægtefælle dør. Børnene får deres arv, når den sidste af ægtefællerne dør, gifter sig igen eller selv vælger at skifte.
Mange tror, at man automatisk arver hinanden, hvis man har boet sammen i en årrække, men det gør man ikke. Hvis der ikke er oprettet testamente, arver samleveren ingenting. Så fordeles arven efter arveloven.
Vær opmærksom på at pensioner og livsforsikringer fordeles efter en anden lovgivning end arveloven.
Ønsker du at betænke Kræftens Bekæmpelse i dit testamente, er det først og fremmest vigtigt, at du opretter et testamente. Det er vores anbefaling, at du får hjælp af en advokat, så du er sikker på, at dine ønsker i testamentet er juridisk holdbare, og at testamentet ikke kan misforstås. Når du betænker Kræftens Bekæmpelse i dit testamente, kan du få tilskud på op til 5.000 kr. til advokatregningen. Tilskuddet er skattepligtigt.
Du kan vælge at testamentere et bestemt beløb, en procentdel af din arv eller hele arven til kræftsagen. Læs mere om at betænke Kræftens Bekæmpelse her
Har du yderligere spørgsmål til hvordan du kan betænke kræftsagen i dit testamente, er du altid velkommen til at kontakte vores arverådgivere på tlf.: 35 25 77 70. Du kan også sende en mail til: arv@cancer.dk
Ved at skrive Kræftens Bekæmpelse ind i dit testamente, giver du liv og håb til mange. Uanset om du betænker Kræftens Bekæmpelse med et bestemt beløb, en procentdel af din formue eller hele din formue, støtter din arv vores tre hovedformål: forskning, patientstøtte og oplysning.
Du kan også vælge, at din arv skal gå til et specifikt formål som f.eks. kræftforskning i en bestemt sygdom eller støtte til patienter og pårørende. Du er altid velkommen til at ringe til vores arverådgivere og høre nærmere på: 35 25 77 70.
Læs mere om, hvordan din arv kan gøre en forskel for kræftsagen
Du har mulighed for at betænke dine arvinger og samtidig støtte en eller flere velgørende foreninger. 30 pct.-løsningen er en særlig løsning, hvor en eller flere velgørende foreninger arver 30 pct. af din formue på betingelse af, at foreningen betaler bo- og tillægsboafgifter for de øvrige arvinger, som modtager 70 pct. af formuen uden at skulle betale afgift.
Løsningen er en fordel for dig, som efterlader dig arvinger, der ud over boafgift skal betale tillægsboafgift på 25 pct. Det kan f.eks. være niecer, nevøer eller en god ven.
Et testamente behøver ikke at være dyrt. De fleste testamenter koster mellem 4.000 - 8.000 kr. Det kan være en god ide, at spørge en advokat om prisen inden man sætter det i gang.
Og hvis du betænker Kræftens Bekæmpelse i dit testamente, har du mulighed for at få et tilskud til advokatregningen på op til 5.ooo kr.
Hvis du vælger at tilgodese Kræftens Bekæmpelse i dit testamente, hjælper vi med at dække omkostningerne til advokatregningen. Du kan få tilskud på op til 5.000 kr. af omkostningerne til advokaten. Tilskuddet er skattepligtigt.
Du er velkommen til at ringe til vores arverådgivere og høre nærmere om tilskuddet på: 35 25 77 70.
Et møde med en advokat behøver ikke at være en dyr affære. Hvis man forbereder sig, tager det ikke lang tid at oprette et testamente.
Vil du vide mere om arv og testamente?
Så kan du få arveguiden, og blive klogere på arvereglerne, hvordan du opretter et testamente, og hvad du skal være særligt opmærksom på. Du kan også læse om arveloven og se eksempler på, hvordan arven fordeles MED og UDEN testamente.
Få arveguiden nu
Ville du kunne svare på de her spørgsmål?
Hvad betyder tvangsarv egentlig - ved du det? Og hvad koster det at arve? Klik her og se, hvad forældre og børn svarer til forskellige spørgsmål om arv og testamente. Bare rolig, vores arverådgiver giver dig det rigtige svar til slut i filmene.
Se flere film om arvereglerne