Det Gode Testamente
Det Gode Testamente er et samarbejde mellem mere end 50 af landets velgørende organisationer, som er gået sammen for at hjælpe og støtte dig, der overvejer at testamentere til velgørenhed.
Kræftens Bekæmpelse er med i samarbejdet, da vi mener, at det er vigtigt, at så mange som muligt kender til muligheden for at tilgodese velgørenhed i sit testamente og kan få hjælp til at gøre det, hvis det er det rigtige for en. I fællesskab har vi også etableret et samarbejde med de to advokatforeninger – Danske Familieadvokater og Danske Arveretsadvokater – hvilket blandt andet betyder, at de tilbyder gratis rådgivning om arv og testamente på detgodetestamente.dk
Vi håber, at vi med samarbejdet kan sætte nogle tanker i gang, inspirere og hjælpe, så den enkelte selv kan tage stilling til, hvorvidt man ønsker at skrive et testamente og eventuelt indsætte en eller flere velgørende organisationer.
På detgodetestamente.dk finder du råd, vejledning, inspiration og hjælp til at skrive et godt testamente samt en oversigt over advokater i hele landet, der er specialister i arv og testamente.
Det Gode Testamente
Kræftens Bekæmpelse er med i samarbejdet Det Gode Testamente, som tilbyder råd og vejledning om testamente og hjælp til at finde en lokal advokat.