Skip navigation

- Vi har mærket på egen krop, hvor godt de penge er givet ud

Hvert år sender Kræftens Bekæmpelse familier ramt af kræft afsted på familieweekender i hele landet. Her får familierne en tiltrængt pause fra hverdagens praktiske gøremål og møder andre i samme situation. Det kan kun lade sige gøre på grund af arvedonationer. Vi var med på årets første familieweekend på Sjælland for at opleve, hvilken forskel arv doneret til Kræftens Bekæmpelse gør for kræftramte familier.

""

Aleksander Nygaard Hansen er 38 år gammel. Han er gift med Ditte på 34 år og far til Isabella på 11 og Valdemar på 9 år. Og så er han uhelbredelig syg af kræft. Han blev diagnosticeret med ALK positiv lungekræft i efteråret, en sjælden kræftform, som kun rammer ganske få hvert år, fortrinsvis ikke-rygende unge mennesker under 50 år.

Familien er stadig ved at lande på benene i den nye hverdag med kræft, og hvad det betyder for deres liv. Især børnene har savnet at møde andre børn i samme situation. Derfor har familien glædet sig meget til at skulle på familieweekend med Kræftens Bekæmpelse. 

Aleksander Nygaard Hansen
Det er en kæmpe befrielse at komme afsted og utroligt givende at udveksle erfaringer med de andre familier
Aleksander

En fredag eftermiddag i april pakker familien bilen hjemme i Kalundborg og sætter kurs mod Hessede Hovedgård på Sydsjælland. Den smukke gamle gård ligger naturskønt omgivet af marker, skov og fuglefløjt. En efter en ankommer familierne, får tildelt et værelse og lander i den lyse stue rundt om det store spisebord med kaffe, kage og saftevand.   

Denne weekend er arrangeret af Kræftrådgivningen i Herlev. Rådgivningsleder Charlotte Valgaard Jørgensen byder velkommen og sætter alle i gang med weekendens første aktivitet. Hver familie skal kreere et våbenskjold, som repræsenterer dem som familie. De næste par timer bliver der klippet, klistret og tegnet til den helt store guldmedalje. En efter en rejser familierne sig op og præsenterer deres våbenskjold.

Hostede blod op

I sensommeren sidste år begynder Aleksander at blive mere forpustet. Han er ellers en ung, slank og aktiv mand i sin bedste alder, som cykler og ror meget. Da han også begynder at hoste blod op, presser Ditte på for, at han skal gå til lægen.   

Efter langt tilløb – også for langt, kan Aleksander godt se i dag – går han endelig til lægen. En scanning viser, at der er pletter på hans lunger. Han ryger derfor videre til yderligere undersøgelser. Fredag i efterårsferien falder dommen – han har lungekræft. 

- De finder en kræftknude på 9 cm i min højre lunge. Jeg får at vide, at jeg har ALK positiv lungekræft med spredning til knogler, milt, lever, binyrer, lymfer og hjernen og skal i gang med en pille-behandling. I løbet af udredningen, bliver jeg dårligere og dårligere og kan til sidst slet ikke få vejret, fortæller Aleksander.  

Han bliver hentet af en ambulance og indlagt på Roskilde Sygehus. Det viser sig, at han har en slem lungebetændelse oveni. Hans infektionstal er skyhøjt, og hans ene lunge er helt klappet sammen. Han bliver sat i akut behandling med høje doser antibiotika. 

- Den første aften bliver vi bedt om at tage stilling til, om Aleksander skal genoplives. Lægerne anbefaler ikke genoplivning, da Aleksander er for dårlig og har kræft så mange steder, så vi vælger at takke nej. Det var vanvittigt at tage stilling til efter kun 2-3 uger med kræft i vores liv. Det var frygteligt at efterlade ham på sygehuset den aften, da jeg kører hjem til børnene. Men han lover mig, at han er i live, når jeg kommer tilbage næste dag, fortæller Ditte.

Det var frygteligt at efterlade ham på sygehuset den aften. Men han lover mig, at han er i live, når jeg kommer tilbage
Ditte

Det løfte holdt han. Natten igennem svæver han mellem liv og død. Han får ilt og bliver tjekket hvert 30. minut. De kommende uger kæmper Aleksander for at slå infektionen i lungerne ned. Han får tre blodtransfusioner i løbet af den første uge, fordi han har hostet så meget blod op.

Efter to lange indlæggelser, hvor lægerne flere gange trækker store mængder væske ud af den sammenklappede lunge, begynder Aleksander langsomt at få det bedre. I februar viser en scanning, at Aleksander reagerer rigtig godt på medicinen, som han har fået siden november. Knuden i lungen er skrumpet meget, og der er ikke længere synlige metastaser på hjernen. Og vigtigst af alt, så kan Aleksander tydeligt mærke, at han har det bedre. Han er slet ikke i tvivl om, at medicinen virker.

I dag går det rigtig godt med Aleksander. Medicinen virker og gør, at han så småt er ved at vende tilbage til hverdagen og lande i et nyt liv med uhelbredelig kræft. 

- Det er så dejligt at kunne gøre normale ting igen. Jeg er for nyligt startet op på at arbejde lidt, og jeg er også begyndt at ro igen. Jeg kan følge børnene i skole og lave ting sammen med min kone, siger Aleksander. 

Et trygt mødested for familier med kræft inde på livet

- Vores venner og familie har været helt fantastiske og stået klar nat og dag til at hjælpe. Vi har også fået kæmpe opbakning fra begge vores arbejdsgivere. Men især børnene har savnet at møde andre børn, som de kan spejle sig i. Derfor betyder det rigtig meget for os at være med på en familieweekend med Kræftens Bekæmpelse, fortæller Ditte. 

Hvert år arrangerer Kræftens Bekæmpelse omkring 14-16 familieweekender fordelt over hele landet. Her kan familier berørt af kræft få en pause fra hverdagen og møde andre familier, som også lever med eller efter kræft til både alvor og sjov. Weekenderne kan kun lade sig gøre med finansiering fra arvedonationer. I år kommer pengene fra en arv efter en enlig herre, som specifikt ønskede at hjælpe kræftramte familier. 

Klik på billedet og se videoen om familieweekenden.

- Det betyder alverden, at vi kan tilbyde familier at komme afsted på familieweekend, hvor de kan møde andre familier i samme situation. Man kan godt føle sig meget alene med sygdommen i skolegården eller på arbejdspladsen, derfor er det vigtigt at møde andre, som har en forståelse for, hvordan det er at leve med kræft. Uden arvedonationer ville der ikke være familieweekender, så det er helt centralt, at der findes gode mennesker derude, som har lyst til at donere til den her vigtige sag, siger Charlotte Valgaard Jørgensen, rådgivningsleder i Herlev Kræftrådgivning. 

Weekenderne bliver arrangeret af de forskellige kræftrådgivninger landet over. Undervejs faciliterer rådgiverne både organiserede samtalegrupper, hvor familierne deles ind i grupper for pårørende, kræftsyge og børn, så de kan dele oplevelser med andre, som står i samme situation. Men rådgiverne er også tilgængelige til individuelle samtaler med dem, der har brug for det i løbet af weekenden. 

- Det er en kæmpe befrielse at komme afsted og møde de andre familier. Det åbner op for nogle helt nye snakke, som man ikke kan have med sine venner og familie. Det er vildt rart at føle, at man ikke står alene, og helt utroligt givende at udveksle erfaringer og råd med de andre familier, siger Aleksander og Ditte supplerer: 

- Som pårørende kan man godt være bange for at snakke om de svære følelser, fordi man ikke vil gøre den syge ked af det. Det er så stærkt at møde andre pårørende og snakke åbent om døden og alt det svære. Så mærker man på egen krop, at man ikke står alene med de følelser. 

En weekend med plads til både alvor og leg

Familieweekenderne er bygget op med fokus på, at familierne får en pause fra hverdagen, hvor de ikke skal tænke på det praktiske. Foruden gruppesessionerne med guidede samtaler indeholder weekenderne også elementer af leg og sjov. Med på denne weekend er også to frivillige, Clara og Julie, som foruden at hjælpe til med stort og småt også er gode til at samle børnene og sætte gang i fælles lege som dåseskjul, tag fat og fodbold i haven.

Weekenden indeholder også en oplevelse. På Sjælland besøger familierne Camp Adventure i Rønnede, hvor der er mulighed for både at gå en tur op i Skovtårnet og nyde den flotte udsigt og komme ud og klatre i klatreparken.   

- Vi har alle fire fået sindssygt meget ud af at være afsted på denne weekend. Børnene har mødt andre børn og oplevet, at de ikke er alene om at have en forælder med kræft. Men vi voksne har også fået rigtig meget ud af at møde de andre familier og rådgiverne i et ærligt og varmt fællesskab, hvor der var plads til åbent at tale om de svære følelser, siger Aleksander.

Camp Adventure er også et kæmpe hit hos hele familien. Alle fire kaster sig ud i klatreparken og prøver kræfter med forskellige klatre- og svævebaner. 

- Det var virkelig sjovt at komme ud og klatre og få en oplevelse sammen som familie. Vi har grinet en del, men også mærket adrenalinen pumpe lidt. Det var rart at glemme kræften et øjeblik og bare hygge os sammen og skabe fælles minder. Det er også vigtigt. Det er den helt rigtige måde, de weekender er sat sammen på, siger Ditte.

Foruden de gode oplevelser, de ærlige snakke og de nye minder til bogen, tager familien også nye spirende venskaber ned hjem. De har allerede planer om at mødes med en af de andre familier igen.   

- Det er meget rørende at tænke på, at vi kom afsted på weekend, fordi en mand specifikt ønskede at støtte kræftramte familier. Det har været meget givende at være afsted. Vi har mærket på egen krop, hvor godt de penge er givet ud. Jeg håber for alt i verden, at flere familier får den mulighed i fremtiden, siger Aleksander.

Arvedonationer er helt afgørende

De arvedonationer, som Kræftens Bekæmpelse modtager, gør en stor forskel for kræftsagen. Pengene går til forskning, oplysning og hjælp til patienter og pårørende – som i dette tilfælde med familieweekender. Kræft rammer desværre én ud af tre danskere. De fleste møder derfor kræft som enten patient eller pårørende på et tidspunkt i deres liv. 

Arvedonationer giver liv og håb til mange. Med pengene har Kræftens Bekæmpelse mulighed for at gøre en forskel i dag og skabe endnu bedre muligheder for de kommende generationer.   Arvedonationer og private bidrag er helt afgørende for Kræftens Bekæmpelses arbejde, og selv en lille del af en arv gør en kæmpe forskel.

 

Om lungekræft

På cancer.dk kan du læse mere om lungekræft, symptomer, behandling og gode råd til at leve med sygdommen.
Læs om lungekræft

Få Kræftens Bekæmpelses arveguide

Vil du vide mere om arv og testamente?

Så kan du få arveguiden, og blive klogere på arvereglerne, hvordan du opretter et testamente, og hvad du skal være særligt opmærksom på. Du kan også læse om arveloven og se eksempler på, hvordan arven fordeles MED og UDEN testamente.

Få arveguiden nu
""

Få mere viden om familieweekender

Hvert år afholder Kræftens Bekæmpelse familieweekender i hele landet for børnefamilier berørt af kræft. Formålet er at give familierne mulighed for at være sammen med andre familier i en weekend, hvor der er plads til både glæde og alvor. Der er fokus på at give børnene gode oplevelser, som ikke nødvendigvis har noget med kræft at gøre. Derudover skabes der rum for dialog og erfaringsudveksling i familien og på tværs af familierne.

Se mere om familieweekender
""

Hjælp til børn og unge med en kræftsyg forælder

Når én i familien er alvorligt syg, melder der sig mange svære tanker og spørgsmål. Og for børn og unge kan det være svært at navigere i den forandrede hverdag, når sygdom sætter dagsordenen i familien.

Se mere om børn i kræftramte familier

Inspirerende og rørende fortællinger

Arvedonationer gør en stor forskel. Mød nogle af dem, som har betænkt kræftsagen og dem, som har fået gavn af arvedonationerne.