Fandt uvurderlig hjælp hos Kræftens Bekæmpelse
Da Søren bliver diagnosticeret med kræft, kommer det som et chok for begge. Karina opsøger en rådgiver gennem Kræftens Bekæmpelse.
- Det var så vigtigt at tale med en, som ikke havde nogen aktier i vores private forhold. Hun var rigtig god at tale med, og det var dejligt, at man bare kunne komme ind fra gaden og få hjælp. Jeg var der to gange og fik sat situationen lidt i perspektiv, fortæller Karina.
Gratis rådgivning til alle, som er berørt af kræft, er et af de tre hovedformål, som de indsamlede midler går til, foruden forskning og forebyggelse af kræft. Det er Søren og Karina med til at støtte op om gennem deres medlemskab af Kræftens Bekæmpelse.
Sidste år skulle Karina og Søren opdatere deres testamente. I samme omgang valgte parret også at skrive Kræftens Bekæmpelse ind i deres testamente.
- Kræft er en folkesygdom – og en forfærdelig en af slagsen. Vi kan ikke gøre nok for at finde frem til nye behandlingsmuligheder og sætte turbo på den forskning. Det er dejligt og meningsfyldt for os at bidrage til det, både som medlem af Kræftens Bekæmpelse og gennem vores testamente, siger Karina.